Mandag, 31 august 2020

ADHD og autisme er nogle af de hyppigst forekommende udviklingsfortyrrelser blandt børn og unge i dag. Men hvad ved vi om, når små og større børn er pårørende til forældre med ADHD eller autisme? Hvordan påvirker det forælder-barn-relationen, hvis barnet selv har en diagnose? Og hvad skal fagprofessionelle være særligt opmærksomme på i mødet med disse familier?

Unsplash.com Unsplash.com

Høj arvelighed i familier med ADHD
ADHD er en udviklingsforstyrrelse, der både forekommer blandt børn og voksne. Diagnosen kommer oftest til udtryk i form af opmærksomhedsforstyrrelser, hyperaktivitet og impulsivitet. Personer med ADHD kan f.eks. have svært ved at færdiggøre ting, de er gået i gang med, eller have en tendens til øget stress og følelsesmæssig uro.

Når det kommer til forældre med ADHD, så er det interessant af flere grunde. For det første fordi ADHD har en høj grad af arvelighed. 25-50% af børn med ADHD har mindst én forælder med samme diagnose (1). For det andet fordi forældres ADHD-symptomer lader til at have en stor betydning for deres forældrestil og relationen til deres børn (1,2,3).

Forældre med ADHD er mere udfordrede i forældrerollen
Når et barn har ADHD, så har det ofte brug for, at deres forældre eller andre voksne omkring dem kan yde støtte og rammesætte hverdagen for dem – f.eks. når bestemte opgaver skal udføres eller lektierne skal læses. For forældre, der selv har ADHD, kan dette være en stor udfordring, da forældrene ofte selv har tendens til at være impulsive og mindre vedholdende, når bestemte opgaver skal løses (1).

Hvis et barn er i behandling for ADHD – hvis barnet f.eks. får medicin eller deltager i adfærdsterapeutiske tilbud – så kan forældrene have sværere ved at sikre, at børnene får den behandling, de har brug for, hvis de selv har ADHD. Det kræver nemlig ofte en høj grad af planlægning og organisering at holde styr på medicin, lægeaftaler osv., hvilket kan være særligt udfordrende for netop disse forældre (1).


"I familier hvor mindst én af forældrene har ADHD, ses der en tendens til, at forældrene har en mere negativ forældrestil."

 

En mere negativ forældrestil
I familier hvor mindst én af forældrene har ADHD, ses der en tendens til, at forældrene har en mere negativ forældrestil – f.eks. at forældrene taler hårdere til deres børn, er mere eksplicit kritiske eller involverer sig for meget i deres børns liv og adfærd (4,5).

Nogle studier tyder på, at den udprægede negative forældrestil er særligt hyppigt forekommende, når det er far, der har ADHD, selvom mors ADHD-symptomer også har betydning (1).

Det følelsesmæssige klima i familien under pres
Noget tyder på, at det netop er det følelsesmæssige ”klima”, altså den måde forældrene interagerer med deres børn i familien, som er særligt afgørende for børnenes trivsel – og det er uanset, om børnene selv har ADHD eller ej (4).


"Der ses en tendens til, at forældre med ADHD er mere tilbøjelige til at udøve vold eller fysisk afstraffelse af deres børn."

 

I familier hvor både mor og far ofte er kritiske eller overinvolverede i forhold til deres børn, udviser piger i skolealderen flere tegn på trodsig og aggressiv adfærd samt flere tegn på ADHD. Også blandt drenge ses en sammenhæng mellem forældrenes negative forældrestil og stærkere ADHD-symptomer i ungdomsårene (4). Samtidig ses en tendens til, at forældre med ADHD er mere tilbøjelige til at udøve vold eller fysisk afstraffelse af deres børn. Forskere formoder, at dette kan hænge sammen med forældrenes manglende forståelse og tålmodighed over for barnet, når der opstår konflikter i familien (5).

For at hjælpe børn må man støtte forældre
Forskning peger på, at vil man forebygge negativ forældreadfærd, så bør man bl.a. fokusere på indsatser, der støtter forældrene i deres rolle - f.eks. via forældrekurser eller mere individuelt rettede indsatser (4).

I familier, hvor forældre grundet ADHD har svært ved forældrerollen, kan støtte i form af hjælp til mere praktiske forældreopgaver, som f.eks. planlægning, organisering, at lave rutiner i hverdagen formodentlig også skabe bedre muligheder for forældre såvel som børn (1).

Depression og ADHD hænger ofte sammen
ADHD forekommer ofte sideløbende med andre diagnoser – blandt andet depression (1,4). 9-16% af voksne med depression har også diagnosen ADHD, og en endnu større del (op mod 50%) af voksne med ADHD oplever depression (4). Vi ved, at forældres depression også kan påvirke deres børn – eksempelvis ses der oftere en mere udadreagerende adfærd hos børn af mødre med depression (4).

Derfor bør fagpersoner, der arbejder med disse familier, være opmærksomme på, at forældre med ADHD kan have andre udfordringer, som bør adresseres, hvis de skal modtage støtte.

Når mor eller far er på autismespektret
Et relativt nyt interesseområde i forskningen er forældre, der befinder sig inden for det autistiske spektrum. Ligesom forældre med ADHD kan forældre inden for autismespektret opleve særlige udfordringer i forældrerollen, men udfordringerne er ofte meget anderledes.

Autisme

• Autisme eller Autisme Spektrum Forstyrrelse (ASF) er en udviklingsforstyrrelse, som både forekommer blandt børn og voksne.

• Ikke én diagnose - man taler om, at personer med autisme befinder sig inden for det autistiske spektrum, hvor sværhedsgraden af autistiske træk kan variere.

• Personer med autisme finder det ofte sværere at aflæse sociale situationer, at forstå det, som ikke formuleres eksplicit, og de kan være mere følsomme overfor sanseindtryk. Derudover kan personer med autisme være meget detaljeorienterede og gode til at fordybe sig.
(8)


Mødre med autisme føler sig mere isolerede
Nybagte mødre med autisme har oftere haft mental mistrivsel tæt inde på livet sammenlignet med mødre uden autisme – det viser et nyt engelsk studie. Mødre med autisme rammes oftere af en fødselsdepression, når de bliver forældre, og de føler sig ofte mere isolerede i deres moderskab. Derudover oplever disse mødre, at de tit føler sig misforståede af fagpersoner, og at de har sværere ved at vurdere, hvilke detaljer det er passende at dele (6).

"Mødre med autisme rammes oftere af en fødselsdepression, når de bliver forældre."

 

Mødrene er også mere bekymrede for, at andre dømmer deres måde at være forælder på. På trods af dette formår mødrene ofte at sætte barnets behov først – selvom at det kan være en udfordring. F.eks. kan personer med autisme ofte være særligt sensitive over for bestemte sanseindtryk og former for berøring. På trods af dette har hovedparten af de mødre, der har indgået i studiet (80%) valgt at amme deres barn (6).

De svære sociale relationer
Fordi personer med autisme ofte har sværere ved at navigere i sociale situationer, så kan forældre inden for autismespektret også have udfordringer ift. forældrerollen. Det viser et nyt australsk studie (7). Forskerne finder, at forældre med en høj grad af autistiske træk oftere har sværere ved:

  • graden af involvering i forælder-barn-relationen, altså hvor lidt eller hvor meget man som forælder bør involvere sig.
  • at være adfærdsmæssige rollemodeller for deres børn
  • at forstå deres barns behov
  • at styre egne følelser og at være opmærksom på barnets følelser
  • at være spontan i relation til barnet – f.eks. at kunne navigere i situationer, som man ikke har planlagt på forhånd
  • at håndtere sanseindtryk – f.eks. høje lyde, der kommer fra barnet

Vidste du, at…
Hvis både forælder og barn har autisme eller en høj grad af autistiske træk, så finder forældrene ofte forældrerollen nemmere – sammenlignet med forældre til børn, der ikke har autisme. Dette kan skyldes, at forælder og barn kan spejle sig i hinanden, og at forælderen kan have nemmere ved at afkode barnets signaler (7).

Børn af forældre med autisme oplever flere udfordringer
Vi ved fra anden forskning, at flere udfordringer i forældrerollen kan føre til en dårligere trivsel hos barnet, blandet andet i form af lavere selvværd og en højere forekomst af psykiske diagnoser. Derfor bør forældre med en høj grad af autistiske træk blive tilbudt en større støtte, og her kan fagprofessionelle spille en særligt afgørende rolle – f.eks. ved at spørge mere ind eller ved at tilbyde disse forældre mere vejledning eller praktisk hjælp i forhold til forældrerollen (7).


Læs mere om temaet 'Mental mistrivsel - pårørende børn' her.


Kilder:

1. Chronis-Tuscano, A., Wang, C. H., Woods, K. E., Strickland, J., & Stein, M. A. (2017). Parent ADHD and evidence-based treatment for their children: review and directions for future research. Journal of abnormal child psychology45(3), 501-517.

2. Johnston, C., & Chronis-Tuscano, A. (2017). Parental ADHD: Relations to parenting, child behavior, and treatment outcomes. Journal of Abnormal Child Psychology, 45(3), 411-413.

3. Park, J. L., Hudec, K. L., & Johnston, C. (2017). Parental ADHD symptoms and parenting behaviors: A meta-analytic review. Clinical psychology review, 56, 25-39.

4. Moroney, E., Tung, I., Brammer, W. A., Peris, T. S., & Lee, S. S. (2017). Externalizing outcomes of youth with and without ADHD: time-varying prediction by parental ADHD and mediated effects. Journal of abnormal child psychology45(3), 457-470.

5. Rodriguez, C. M., Gonzalez, S., & Foiles, A. R. (2018). Maternal ADHD Symptoms and Physical Child Abuse Risk: A Multi-Informant Study. Journal of Child and Family Studies27(12), 4015-4024.

6. Pohl, A. L., Crockford, S. K., Blakemore, M., Allison, C., & Baron-Cohen, S. (2020). A comparative study of autistic and non-autistic women’s experience of motherhood. Molecular autism11(1), 1-12.

7. Dissanayake, C., Richdale, A., Kolivas, N., & Pamment, L. (2020). An Exploratory Study of Autism Traits and Parenting. Journal of autism and developmental disorders50(7), 2593-2606.

8. Psykiatrifonden

  • Faktaboks:

    Kilde 1: Amerikansk review fra 2017. Reviewet er baseret på 19 studier der alle har undersøgt 1) behandling af børn med ADHD 2) sammenhængen mellem forældres ADHD og behandling af ADHD hos børn.

    Kilde 2: Amerikansk forskningsartikel fra 2017. Artiklen er indledningen til en artikelrække om forældre og ADHD.

    Kilde 3: Canadisk meta-analytisk review fra 2017. Reviewet syntetiserer data fra 32 studier der alle undersøger forholdet mellem forældres ADHD og forældrestil/opdragelse.

    Kilde 4: Amerikansk kohortestudie fra 2017. Studiet undersøger, hvordan forandringer i forældres ADHD-symptomer over tid påvirker forandring i deres børns ADHD-symptomer over tid – samt hvilke andre forhold, der påvirker denne sammenhæng. Undersøgelsen er baseret på svar fra forældrene til 230 børn, med og uden ADHD, i alderen 5-10 år, over en periode på 6-7 år. Forældrenes rapporterede selv deres ADHD og depressionssymptomer.

    Kilde 5: Amerikansk tværsnitsstudie fra 2018. Studiet undersøger forholdet mellem mødres ADHD-symptomer og risikoen for, at deres børn har været udsat for fysisk vold eller afstraffelse i hjemmet. Derudover undersøger forskerne også risikoen for, at børnene selv udsætter deres egne børn for vold eller fysisk afstraffelse. Studiet er baseret på selvrapporteret data fra 794 unge og 146 mødre.

    Kilde 6: Engelsk tværsnitsstudie fra 2020. Studiet undersøger oplevelsen af moderskabet hos mødre med og uden autisme. Studiet er baseret på en online-survey blandt 355 mødre med autisme og 132 mødre uden autisme, hvoraf alle havde mindst ét barn med autisme.

    Kilde 7: Australsk tværsnitsstudie fra 2020. Studiet undersøger hvordan forældre med autisme eller autistiske træk oplever deres eget forældreskab overfor egne børn, der ikke har autisme. Forskerne har bl.a. undersøgt forældrenes selvtillid i forhold til eget forældreskab og hvordan forældrene vurderer forholdet til deres børn.