Fredag, 01 juli 2016

Når flygtningebørn kommer til Danmark, er det afgørende, at der bliver taget ordentlig hånd om dem - både hvis de er flygtet med deres familier, og især hvis børnene ankommer uledsagede. Ny skandinavisk forskning peger på en række faktorer, der kan udfordre eller støtte flygtningebørns trivsel i deres nye værtsland.

Bex Walton/Flickr.com Bex Walton/Flickr.com

Asylcenteret som hjem for børn

Hvad kan understøtte følelsen af at "have hjemme", når en børnefamilie er flygtet fra det oprindelige hjem, og skal bosætte sig i et asylcenter, mens de venter på behandling af deres ansøgning? Et norsk socialantropologisk studie af forsker i børneliv Josée Archambault fra 2009 stiller skarpt på flygtningebørns oplevelse af at "have hjemme", deres tanker om livet i asylcenter og deres forventninger og oplevelser i forbindelse med forflytning til en mere permanent bolig uden for asylcenteret. Studiet henviser til dansk forskning, der skildrer børns liv i asylcentre som præget af kedsomhed og fortvivlelse (Vitus 2010). I modsætning hertil har flere af børnene i den norske undersøgelse en ret positiv indstilling til at bo på asylcenter.

Her er det vigtigt at understrege, at disse børn maksimalt havde opholdt sig seks måneder i asylcenter. Forskeren påpeger, at børn i asylcentre ofte har en aktiv hverdag med skolegang, mens deres forældre lever et mere passivt liv i venteposition. Det kan forklare, hvorfor børnene i undersøgelsen er relativt tilfredse med livet i asylcenter. Ifølge Archambault er forudsætningen for børns oplevelse af at "have hjemme", at de har adgang til og rådighed over et fysisk afgrænset sted, som kan rumme barnets relationer - til familie og venner. De begrænsede pladsforhold og manglen på privatliv i asylcentre gør, at mange flygtningebørn drømmer om en bolig uden for centeret. En pige fortæller, at hendes venner fra skolen ikke tør besøge hende i asylcenteret, fordi de er skræmte over alle de fremmede mennesker og sprog. Hun glæder sig til at flytte ud af centeret og håber derved at kunne "passe ind" i samfundet (1).

Ringe boliger opleves ikke som permanente hjem

Dog ser forskeren en generel tendens til, at flygtningebørn og familier oplevede skuffede over de boligforhold, som ventede dem, da de havde forladt centeret. De interviewede børn havde ofte høje forventninger om en bolig magen til deres norske jævnaldrendes hjem. Mange familier var utilfredse med ringe pladsforhold og dårligt indeklima. Disse skuffelser medvirkede til, at forældrene ikke så det nye hjem som permanent, men som endnu et midlertidigt opholdssted, indtil de lærte det norske sprog godt nok til at få et arbejde og kunne købe deres egen bolig.

Ringe boligforhold kan også have betydning for, om børnene inviterer venner med hjem eller ej. En fordel ved at flytte ud af asylcentrene var, i de fleste tilfælde, at børnene i familierne fik en mere permanent base, hvor der var mere ro og forudsigelighed i hverdagen end i deres til tider meget omskiftelige tilværelser i asylcentrene. Undersøgelsen viser dog, at myndighederne skal være bedre til at give de udflyttende flygtningefamilier retvisende information om deres nye boligforhold, inden de fraflytter asylcenteret (1).

Modtagelse 2Ddohler/Flickr.com

Sygdom som desperat asyl-strategi  

Mens børnene i det norske studie var positivt stemt i forhold til livet i asylcenter, påpeger den danske forsker i samfundsvidenskab Kathrine Vitus, at både børn og familier mistrives og bliver syge, når de opholder sig i asylcentre gennem længere tid. Det viser tidligere danske studier (Nielsen et al 2007 og 2008). I 2008 havde to tredjedele af asylbørn i Danmark opholdt sig i asylcentre i mellem 2 og 8 år, med en del forflytninger undervejs. I 7 ud af de 9 familier i Vitus studie, hvor både far og mor havde store psykiske problemer, satte det også alvorlige aftryk på børnenes trivsel. I hendes forskningsartikel om børne- og familieliv i to danske asylcentre fra 2011 viser Vitus, at sygdom i familien på een gang bliver en mulig vej til asyl - og samtidig resulterer i familiernes sammenbrud (2).

 

"På den måde kan sygdom blive en desperat asyl-strategi for forældre, der ønsker at sikre deres børn en fremtid i Danmark."

 

I Danmark er det muligt at få humanitær asyl i Danmark, hvis ansøgeren er så syg, at forældreevnen er alvorligt svækket. I det lys kan forældres sygdom sikre, at familien får lov at blive. Ved bedring risikerer familien hjemsendelse - og på den måde kan sygdom blive en desperat asyl-strategi for forældre, der ønsker at sikre deres børn en fremtid i Danmark. Det har store omkostninger for børnenes trivsel. Forskeren ser eksempler på, at børnene overtager omsorgsrollen i familien, dropper ud af skolen for at passe syge forældre eller søskende - eller overlades for sig selv i et børnemiljø, der af en ansat i asylcenteret betegnes som voldeligt og uegnet for børn. En 16-årig dreng fortæller: "Hvordan kan jeg tænke på fremtiden, når min mor er og far er syge?". I Vitus optik er det problematisk, at den danske stat placerer ansvaret for asylbørn hos forældre, der er ude af stand til at løfte opgaven, når de er ramt af sygdom (2).

Børnekonventionen ikke integreret i dansk lovgivning 

I Norge er FN´s Børnekonvention integreret i den nationale lovgivning. Børnekonventionen skal sikre alle børn de mest basale rettigheder; retten til husly, mad, grunduddannelse, basal sundhed og beskyttelse fra krig og ødelæggelse. Børnekonventionen foreskriver også, at alle børn har ret til at blive hørt som de individer de er. Dette skal sikre barnets tarv - også i situationer, hvor familien ikke formår at drage tilstrækkelig omsorg for barnet. Det betyder, at Norge som stat har det overordnede omsorgsansvar for børn i landets asylcentre. I Danmark er Børnekonventionen ikke integereret i lovgivningen. Her ses asylbørn som en del af den flygtningefamilie, de tilhører. Denne juridiske ramme for Danmarks modtagelse af asylbørn kan ifølge Vitus være med til at forklare, hvordan det kan ske, at disse børn bliver overladt til sig selv, når forældrene ikke magter at løfte ansvaret (2).

 

"At være vidne til et barns lidelser kan være en hård oplevelse - ikke mindst for barnets søskende - både fordi forældrene ofte bruger meget tid og energi på det syge barn, men også fordi det raske barn kan have et stort behov for at være tæt knyttet til sin syge bror eller søster."

 

Når søskende er ramt 

Nogle flygtningebørn er ramt af svære psykiske lidelser og stress, eksempelvis SWS (Severe Withdrawal Symptoms). At være vidne til et barns lidelser kan være en hård oplevelse - ikke mindst for barnets søskende -  både fordi forældrene ofte bruger meget tid og energi på det syge barn, men også fordi det raske barn kan have et stort behov for at være tæt knyttet til sin syge bror eller søster. I et svensk, sundhedsvidenskabeligt studie fra 2009 undersøgte en række forskere, hvordan søskende til flygtningebørn med svær depression, angst eller andre psykiske lidelser, på meningsfulde måder skabte ”plads til sig selv” i deres nye tilværelse.

For en 17-årig dreng, hvis storebror var under behandling for SWS, var moskéen og det lokale fitnesscenter de steder, hvor han fandt mest ro eller plads til at udfolde sig fysisk i hverdagen. For en anden dreng på 17 og en pige på 12 år med søskende, der var blevet behandlet for SWS, var det særligt byen, skolen eller de steder, hvor de dyrkede deres fritidsinteresser, der gav mening for dem. Især pigen så skolen som det sted udenfor hjemmet, hvor hun oplevede den største mening og glæde - både fordi skolen dannede ramme for samvær med vennerne og også fordi hun fandt glæde i at lære nyt. Med udgangspunkt i børnenes fortællinger argumenterer forskerne for, at samfundets institutioner og tilbud kan spille en afgørende rolle i sårbare flygtningebørns hverdag (3).

Betydningen af omsorg og uddannelse

Selvom størstedelen af de flygtningefamilier, der kommer til Vesten, er sårbare - så er uledsagede flygtningebørn i en særlig sårbar position. Det svensk-norske forskerhold Eide og Hjern henviser i et litteraturstudie fra 2013 til forskning, der dokumenterer højere forekomst af depression og posttraumatisk stress (PTSD) blandt uledsagede flygtningebørn i de første år efter deres ankomst. De peger dog også på andre studier, der viser, at uledsagede børn og unge ofte har ressourcer og vilje til at skabe sig en ny tilværelse i modtagerlandet. Forskerne har fokus på, hvilke forhold der skal til, for at uledsagede flygtningebørn får de bedste forudsætninger for at klare sig efter flugten (4).

Det allermest afgørende for barnets tilpasning og trivsel er kvaliteten af den støtte, som de uledsagede flygtningebørn modtager i de første år efter ankomsten. Samtidig har yngre børn lettere ved at tilpasse sig deres nye tilværelse end ældre børn. De to forhold som har størst betydning for flygtningebørnenes muligheder for trivsel i modtagerlandet er er omsorg og uddannelse. Flygtningebørnenes umiddelbart største behov er at have et sted at bo og at have kontakt med voksne, der kan give dem den støtte, som de ofte ikke kan få fra deres forældre. For nogle børn er det afgørende, at disse voksne ikke kun yder juridisk bistand, men at de også kan være stedfortræder for en forælder eller værge i dagligdagen.

Det andet afgørende forhold er uddannelse. For mange for mange uledsagede flygtningebørn betyder skolegang både bedre tilegnelse af sprog og færdigheder, og også dannelsen af nye netværk og venskaber. Derudover giver uddannelse en stabilitet og forudsigelighed i hverdagen, samtidig med at børnene oplever et formål med tilværelsen og et bedre selvværd, i en proces hvor de bliver klogere og udvikler deres færdigheder.

 

"Kontakten med nye venner eller bekendtskaber i modtagerlandet betød, at færre flygtningebørn fik depression og andre psykiske lidelser."

 

Nye venner kan afhjælpe depression

Selvom uddannelse og omsorg er afgørende faktorer for uledsagede flygtningebørns trivsel, så har andre forhold også betydning. Et norsk psykologisk studie fra 2015 retter fokus mod, hvad social støtte betyder for de uledsagede flygtningebørns mentale trivsel i en ny kulturel ramme (5). En af de grundlæggende antagelser bag studiet var, at et godt socialt netværk vil medføre stabilitet og mening i hverdagen for disse sårbare børn og unge. Ikke overraskende viste undersøgelsen, at det gavnede børnene at bevare tæt kontakt med familiemedlemmer i oprindelseslandet. Også nye relationer i modtagerlandet har dog vist sig at have afgørende betydning for børnenes trivsel. Nye venner i modtagerlandet betød, at færre flygtningebørn fik depression og andre psykiske lidelser.

 

"De uledsagede flygtningebørns sociale netværk med etnisk norske børn styrkede flygtningebørnenes kendskab til det norske samfunds normer".

 

Studiet viser også, at de uledsagede flygtningebørns sociale netværk med etnisk norske børn styrkede flygtningebørnenes kendskab til det norske samfunds normer. I kølvandet på dette udviklede børnene nye kulturelle kompetencer, der havde gavnlig effekt på børnenes selvværd generelt. Med afsæt i undersøgelsens resultater peger forskerne afslutningsvis på en række indsatsområder, der er væsentlige at forfølge i praksis. Et af indsatsområderne er at støtte det uledsagede barns relationer til familie eller bekendte i oprindelseslandet. Et andet indsatsområde er at danne flere kulturelt forskelligartede aktiviteter og netværk blandt jævnaldrende på tværs af kulturer, for på den måde at skabe de bedste forudsætninger for gensidig læring, støtte og fællesskab.

 

 Kilder:

1. Archambault, Josée 2012: "‘It can be good there too’: Home and continuity in refugee children's narratives of settlement". Children's Geographies, 10, nr. 1: 35-48.

2. Vitus, Kathrine 2011; "Zones of indistinction: Family life in Danish asylum centres". Distinktion: Scandinavian Journal of Social Theory, 12. nr. 1: 95-112.

3. Svensson, Malin, Solvig Ekblad & Henry Ascher 2009: "Making meaningful space for oneself: Photo-based dialogue with siblings of refugee children with severe withdrawal symptoms". Children's Geographies, 7, nr. 2: 209-228.

4. Eide, Ketil &  Anders Hjern 2013: "Unaccompanied refugee children – vulnerability and agency". Acta Paediatrica, 102, nr. 7: 666-668.

5. Oppedal, Brit, & Thormod Idsoe 2015: "The role of social support in the acculturation and mental health of unaccompanied minor asylum seekers". Scandinavian Journal of Psychology, 56, nr. 2: 203-211.

 

  • Faktaboks:

    Kilde 1: Norsk socialantropologisk kvalitativt studie fra 2012 af tidligere ph.d.-studerende ved Norsk Senter for Barneforskning, Josée Archambault. Undersøgelsen tager udgangspunkt i semistrukturerede interviews og deltagerobservationer foretaget i 2007 og 2008. I undersøgelsen indgik 12 familier. 21 børn mellem 7-12 år deltog i undersøgelsen.

    Kilde 2: Dansk kvalitativt, sociologisk studie fra 2009 af lektor ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet, Kathrine Vitus. Undersøgelsen tager udgangspunkt i fem måneders feltarbejde på to danske asylcentre og tilhørende daginstitutioner for flygtningebørn i alderen 2-17 år. Udover feltarbejde blev der i undersøgelsen også foretaget deltagerobservation og enkeltinterviews med deltagerne.

    Kilde 3: Svensk kvalitativt sundhedsvidenskabeligt studie fra 2009 af blandt andet ph.d.-studerende ved Gøteborgs Universitet, Malin Svensson. Undersøgelsen er baseret på interview og observationsstudier med tre flygtningebørn der enten har, eller har haft, søskende med SWS (Severe Withdrawal Symptoms) f.eks. depression, angst eller posttraumatisk stress. I interviewene indgik også en række fotografier, som børnene selv tog i forbindelse med undersøgelsen, for bedre at kunne illustrere deres hverdag.

    Kilde 4: Svensk-norsk litteraturstudie fra 2013 af blandt andet Ketil Eide, seniorforsker ved Norges Teknisk-naturvidenskabelige Universitet. Studiet tog udgangspunkt i en række nyere forskningsartikler der alle omhandlede uledsagede flygtningebørn og deres fysiske og mentale sundhed.

    Kilde 5: Norsk kvantitativt studie fra 2015 af blandt andet Brit Oppedal, seniorforsker ved Norges Institut for Folkesundhed. Undersøgelsen er baseret på en survey med 895 flygtningebørn- eller unge, der alle havde fået asyl mellem årene 2000 og 2010, og som var mindst 13 år gamle. Gennemsnitsalderen på respondenterne var 18,6 år og deltagerne havde gennemsnitligt boet i Norge i 3,5 år på tidspunktet hvor undersøgelsen blev foretaget.