Søndag, 17 april 2016

Unges sprogbrug afhænger i høj grad af, hvilke sociale fællesskaber de er en del af. For de unge bliver sproget en identitetsmarkør, som de bruger, når de positionerer sig i fællesskaber og i opposition til andre.

Wilamoyo/Flickr.com Wilamoyo/Flickr.com

Sprogforsker Pia Quist har undersøgt, hvordan unge i storbyen i dag bruger sprog i socialt samvær med jævnaldrende. Mere specifikt har Quist stillet skarpt på en gruppe gymnasieelever i København. Pågældende gymnasium var på det tidspunkt kendt for at have en høj andel elever med anden etnisk baggrund end dansk. Et af formålene med forskningsprojektet var at undersøge, om det påvirkede de unge, at de færdedes i et blandet etnisk miljø – og i så fald hvordan. Formodningen var, at de unges etniske og kulturelle forskelligheder var med til at præge deres sprog og deres sociale handlinger. Ved at observere elevernes adfærd i grupper, der af Quist betragtes som praksisfællesskaber, fik hun et indblik i, hvordan de unge positionerede sig i forhold til hinanden – blandt andet ved hjælp af sproget.

Køn og etnicitet er afgørende markører

Quist observerede, at eleverne opdelte sig både fysisk og stilmæssigt i forskellige grupper eller klynger i klassen. Disse klynger var kendetegnet af en række forskellige markører, som havde indflydelse på elevernes sociale position.

"Quist fandt frem til, at der til hver gruppering i klassen hørte en bestemt stil eller stilistisk praksis, som eleverne navigerede ud fra i hverdagen."

En af de vigtigste markører var elevernes køn; det var tydeligt, at drengene og pigerne samlede sig i hver deres grupper. En anden afgørende markør var etnicitet; tendensen var, at eleverne for det meste var sammen med andre, der - ligesom dem selv - havde enten dansk eller ikke-vestlig etnisk baggrund. En sidste afgørende markør i klassen var graden af elevernes engagement i undervisningen og skolen generelt. Eksempelvis var de elever, som Quist kalder ”tørklædepigerne” ofte ambitiøse og skoleinteresserede, mens de ”seje drenge” sjældent udviste nogen særlig begejstring for undervisningen eller skolen generelt.

Unge i storbyen
Yadid Levy / Norden.org

Crossing og multietnolekt i unges storbysprog

Quist fandt frem til, at der til hver gruppering i klassen hørte en bestemt stil eller stilistisk praksis, som eleverne navigerede ud fra. Et vigtigt punkt i denne forbindelse var elevernes sprogbrug og attitude, som i særlig grad definerede de forskellige sociale tilhørsforhold i klassen. Det blev især tydeligt, da nogle af eleverne bevægede sig uden for de grupper, som de umiddelbart tilhørte – et begreb som Quist kalder crossing.

Eksempelvis tilbragte pigen Catrine, trods sit etnisk danske ophav, mest tid sammen med ”tørklædepigerne”. Når Catrine talte med sine klassekammerater, slog hun nogle gange over i såkaldt multietnolekt. Hun kunne eksempelvis finde på at sige: ”Wallah.. jeg sværger!” - med en sw-lyd, frem for en sv-lyd - for på den måde at signalere et tilhørsforhold til en bestemt gruppe i klassen. Med andre ord blandede hun sit danske sprog med eksempelvis arabiske ord eller talemåder. Tendensen blandt unge til således at ”krydse” forskellige sprog viser, hvordan det talte danske sprog ændrer sig og påvirkes i takt med at samfundet – navnlig storbyen – bliver stadig mere multietnisk.

"Ved at kalde hinanden øgenavne eller gøre brug af slangudtryk udtrykte de unge en 'sej identitet', som ifølge Quist var forbundet med en ligeglad attitude over for skolen, en særlig musiksmag samt med rygning."

Derfor bander unge

De drenge, der ikke udviste stor interesse for undervisningen, brugte bandeord til at udtrykke overlegenhed og styrke. Ved at bande, kalde hinanden øgenavne eller gøre brug af slangudtryk udtrykte de unge en ”sej” identitet, som ifølge Quist var forbundet med en ligeglad attitude over for skolen, en særlig musiksmag og med rygning. Et øget brug af bandeord er altså endnu en form for identitetsmarkør, der er med til at udtrykke, hvilke grupper eller fællesskaber de unge indgår i.

Sprog som middel til social positionering

Unges sprogbrug kan ses som en del af et samlet stilistisk udtryk, hvor de unge positionerer sig i forhold til hinanden gennem deres kropslige såvel som sproglige adfærd. Quists analyse kan udfordre perspektiver på sprogstimulering, der udelukkende fokuserer på specifikke sprogindsatsers effekt. Når sproget er et middel til at positionere sig i klassen og markere sin identitet, er det ikke nok for en lærer at kende effektive sprogstimuleringsmetoder. Det er samtidig nødvendigt at forstå de sociale mekanismer, som blandt andet kommer til udtryk i de unges sprogbrug, da modvilje mod læring og skolen som helhed kan være en markør i specifikke fællesskaber blandt unge.

Kilde:

Quist, P. (2012). Stilistisk praksis, unge og sprog i den senmoderne storby. Kbh: Museum Tusculanum.

  • Faktaboks:

    Denne artikel tager udgangspunkt i sprogforsker Pia Quists bog fra 2012, der bygger på hendes ph.d.-afhandling fra 2006, hvor hun undersøgte forholdet mellem ungdomssprog og social adfærd blandt to 1.g-klasser på Metropolitanskolen (i dag Gefion Gymnasium) i København. Analysen bygger på fem måneders etnografisk feltarbejde, 52 enkeltinterview, 10 gruppesamtaler og 42 spørgeskemabesvarelser.