Søndag, 01 marts 2020

Børn ser ud til at trives bedre i opvæksten hos bedsteforældre end i plejefamilier. Dog kan det være en fysisk, psykisk og social udfordring for bedsteforældre at bære hele plejeansvaret – og alt tyder på, at disse bedsteforældre har brug for bedre støtte. Artiklen bringer pointer fra ny, international forskning på området.

Pexels Pexels

DETTE NYHEDSBREV ER STØTTET AF VELFÆRDS- OG FORSKNINGSFONDEN FOR PÆDAGOGER

International forskning viser, at børn, der opfostres af deres bedsteforældre, kæmper med forskellige psykiske og adfærdsmæssige udfordringer. Samtidig klarer børn i slægtspleje sig dog bedre end børn i offentlig pleje, selvom det tærer på bedsteforældrene at være primære omsorgspersoner for deres børnebørn.

Familier i sårbare livssituationer
Forskningen på området fokuserer primært på familier i sårbare livssituationer, hvor bedsteforældre overtager forældrerollen, fordi forældrene ikke længere selv kan tage sig af deres børn. Det kan bl.a. være i forbindelse med stof- eller alkoholmisbrug, sygdom eller fængsling (1). Der kan både være tale om formel slægtspleje, hvor børnebørn er anbragt hos deres bedsteforældre, eller om situationer, hvor bedsteforældrene juridisk adopterer barnet eller overtager forældremyndigheden. Ofte foregår det dog uformelt, udenom myndighederne og som en privat ordning i familien og det kan øge risikoen for, at hverken børn eller bedsteforældre får den nødvendige støtte (2).

Samme psykiske udfordringer som andre børn i pleje
Børn, der kommer i pleje, har ofte oplevet tidlige traumer i barndommen eller er vokset op i fattigdom (4). De amerikanske forskere Smith, Hayslip og Webster har undersøgt psykisk trivsel og adfærdsmæssige udfordringer blandt børn, der bor med deres bedsteforældre, i de tilfælde, hvor deres biologiske forældre ikke kan tage sig af dem. Disse børn udviser flere tegn på internaliserende og eksternaliserende adfærd sammenlignet med børn i den øvrige befolkning (4).

Forfatterne argumenterer for, at disse udfordringer stammer fra børnenes tidlige oplevelser med omsorgssvigt, og at børnenes udfordringer derfor ikke kan kædes sammen med en opvækst hos deres bedsteforældre (4). Børn, der opfostres af deres bedsteforældre, kæmper således ofte med de samme udfordringer som andre anbragte børn.

"Blandt andet ser forskerne, at børnene bekymrer sig over deres bedsteforældres helbred"

Særlige dilemmaer knyttet til at bo fast hos bedsteforældre
Der er dog også nogle unikke problemer og bekymringer for netop denne gruppe børn – det viser internationale forskningsreviews, som samler konklusionerne på en lang række studier (2,1). Blandt andet ser forskerne, at børnene bekymrer sig over deres bedsteforældres helbred og over, hvad der skal ske, hvis bedsteforældrene ikke længere kan tage sig af dem (2).

Derudover peger forskerne på, at børn, der bor hos deres bedsteforældre, har mindre socialt netværk end andre børn, og at de føler sig isolerede både fra jævnaldrende, men nogle gange også fra deres biologiske forældre (1). Samtidig udtrykker nogle børn, at det er svært at knytte emotionelle bånd til deres bedsteforældre. Det kan både skyldes dårlig samvittighed over for deres forældre og den store aldersforskel mellem børnebørn og bedsteforældre (2). På trods af de udfordringer føler børn, der opfostres af deres bedsteforældre, sig generelt set trygge og værdsat i opvæksten, og de trives bedre end børn i andre former for pleje såsom børnehjem eller plejefamilier (5).

Børn trives bedre i pleje hos bedsteforældre 
Børn i slægtspleje har færre adfærdsproblemer end børn, der er anbragt uden for familien. Yderligere tyder det på, at børnenes anbringelse bliver mere stabil, hvis de anbringes hos bedsteforældre fremfor hos en traditionel plejefamilie. Det viser internationale undersøgelser (2,5). Det ses også, at psykosociale omstændigheder – eksempelvis plejeforældre eller bedsteforældres positive opdragelsesstil – bidrager til anbragte børns trivsel, både i offentlig pleje og i slægtspleje.

Børn i slægtspleje trives bedre socialt og har et større netværk end børn i almindelige plejefamilier

Derfor opfordrer forskerne til, at der arbejdes specifikt med opdragelsesstil i familier, hvor bedsteforældre opfostrer deres børnebørn (5). I en dansk kontekst udarbejdede SFI (nu VIVE) fra 2009-2011 tre rapporter om danske børn i slægtspleje sammenlignet med børn i almindelige plejefamilier. Konklusionerne fra studiet stemmer overens med de internationale resultater, hvor børn i slægtspleje trives bedre socialt og har et større netværk end børn i almindelige plejefamilier. Slægtspleje lader også til at give de mest stabile anbringelser (8,9).

Forsørgeransvaret kan være hårdt og dyrt for bedsteforældre
At skulle overtage en forsørger- og omsorgsrolle i en høj alder er dog ikke uden problemer for bedsteforældrene. Især fordi bedsteforældre kan kæmpe med mere komplicerede udfordringer, end de gjorde i forældrerollen – f.eks. hvis barnebarnets biologiske mor eller far kæmper med misbrug, eller andre sociale eller mentale problemer (3). I en høj alder kan bedsteforældrene derfor stå med et direkte ansvar over for deres børnebørn kombineret med et indirekte ansvar over for deres egne børn.

Samtidig er børnebørnene selv, som nævnt, også i risiko for både fysisk og psykisk mistrivsel, hvilket yderligere kan belaste bedsteforældrene og øge deres risiko for stress og mental mistrivsel (1,2). Helt afgørende er dog de økonomiske udfordringer, da bedsteforældres indkomst ofte er lav - for det er dyrt at overtage forsørgerpligten for et eller flere børnebørn. Det er ofte enlige bedstemødre, der træder ind i rollen som forældre, og de kan have et begrænset økonomisk råderum (2). Yderligere kan bedsteforældrene selv være i en udsat position, hvis de har dårligt helbred og ikke er i beskæftigelse, hvilket kan påvirke børnebørnene negativt (4).

"Det kan være svært for bedsteforældre at afgøre, om de fortrinsvis optræder som forælder eller bedsteforælder"

Er jeg mor eller bedstemor? Den tvetydige rolle og generationskløften
Udover de økonomiske og sociale problematikker, skal forsørgende bedstemødre og -fædre også vænne sig til en ny identitet: bedsteforældre i denne situation kan opleve at blive isoleret fra deres omgangskreds og at blive stigmatiseret af omverdenen (2). Den sammensatte rolle i forholdet til barnebarnet kan også være en udfordring – det kan være svært for bedsteforældre at afgøre, om de fortrinsvis optræder som forælder eller bedsteforælder over for barnet og aldersforskellen kan også være en udfordring.

Ligesom børnebørnene rapporterer bedsteforældre nemlig også oplevelsen af en generationskløft, og den store aldersforskel kan gøre det endnu sværere for bedsteforældre at sætte grænser for børnebørns brug af mobiltelefoner og computerspil (3), og kan også resultere i en opdragelsesstil, som forekommer gammeldags og autoritær (1,2). Samtidig kan komplekse forhold til barnets biologiske forældre også være en udfordring, og bedsteforældre kan opleve sig splittet mellem hensyn til barnebarnets interesser og bekymringer over for deres eget barn, den biologiske forælder (2).

"Bedsteforældrene kan have svært ved at bede om hjælp, da de ikke vil fremstå, som om de ikke kan klare opgaven"

Bedsteforældre i forsørgerrollen har brug for bedre støtte
Et gennemgående tema i forskningen er, at disse familier ikke får den nødvendige støtte for at både bedsteforældre og børnebørn kan trives – særligt hvis ordningen er uformel (2,6). Bedsteforældrene kan have svært ved at bede om hjælp, da de ikke vil fremstå, som om de ikke kan klare opgaven. Samtidig er der også generelt mangel på interventioner til både børn og bedsteforældre i denne situation, da sociale tilbud oftest er rettet mod og tilpasset forældre. Derfor risikerer disse familier at gå under systemets radar (1). Forskerne opfordrer derfor til at skærpe fokus på bedsteforældre som ressourcepersoner – både i forskningen og i praksis (6).

Sociale interventioner kan være virksomme 
Der er dog begyndt at komme større interventionsstudier på området, særligt i en amerikansk kontekst (3,7). I et stort randomiseret forsøg har en amerikansk forskergruppe testet effektiviteten af to evidensbaserede interventioner fra andre kontekster – men nu rettet mod bedstemødre, der opfostrer deres børnebørn: Det første er et forældrekursus med fokus på opdragelsesstil og positivt forældreskab; en gruppeversion af konceptet Triple P – Positive Parenting Program, som oprindeligt blev udviklet til forældre. Det andet er et forløb med kognitiv adfærdsterapi, der retter fokus mod copingstrategier; programmet CWC – Coping With Caregiving, der oprindeligt blev udviklet til pårørende plejere af mennesker med demens. Formålet med dette studie var at undersøge, om interventionerne mindskede børnenes internaliserende og eksternaliserende adfærd og bedstemødrenes psykiske problemer og stress, samt om de styrkede bedstemødrenes forældrestil.

"Det er dog et generelt problem, at de eksisterende tilbud oftest henvender sig til bedstemødre, hvorved bedstefædrene risikerer at blive både overset og nedvurderet"

Resultaterne af studiet er opmuntrende, da begge interventioner viser en positiv indflydelse på børnenes adfærd på længere sigt. De to interventioner underbygger bedstemødrenes positive omsorg og opdragelsesstil og styrker de ældres egen psykiske trivsel (7). Det er svært at konkludere på baggrund af denne undersøgelse, om forældreprogrammer eller adfærdsterapi egner sig bedst til lige denne målgruppe, men det tyder på, at begge typer programmer kan gøre en forskel. Derfor argumenterer forskerne for vigtigheden af at tilbyde sådanne interventioner til bedsteforældre med forældreansvar for at styrke børnenes trivsel (7). Det er dog et generelt problem, at de eksisterende tilbud oftest henvender sig til bedstemødre, hvorved bedstefædrene risikerer at blive både overset og nedvurderet (6).

Arbejd med hele barnets netværk
Afsluttende opfordrer flere forskere til, at både praksis og forskning har et bredere blik for, hvem barnets ressourcepersoner er. I stedet for primært at undersøge forældre-barn-dynamikken eller alternativt kun bedsteforældre-barn-dynamikken, er der behov for at belyse, hvilke andre relationer, som kan støtte børn under opvæksten. Og om barnet har relationer, der måske skaber udfordringer i familien? Er barnets biologiske forældre inde i billedet, og kan ”forældresamarbejdet” mellem dem og bedsteforældrene styrkes? (1). Forskerne anbefaler derfor, at både fagprofessionelle og forskere på området vælger en holistisk tilgang som f.eks. et familiesystemsperspektiv (1), eller en ’community of care’-tilgang, der har blik for den samlede kontekst, som barnet vokser op i (6).


 Kilder:

1. Hayslip Jr, B., Fruhauf, C. A., & Dolbin-MacNab, M. L. (2017). Grandparents raising grandchildren: What have we learned over the past decade?. The Gerontologist, 59(3), e152-e163.

2. Hunt, J. (2018). Grandparents as substitute parents in the UK. Contemporary Social Science, 13(2), 175-186.
 
3. Chan, K. L., Chen, M., Lo, K. M. C., Chen, Q., Kelley, S. J., & Ip, P. (2019). The Effectiveness of Interventions for Grandparents Raising Grandchildren: A Meta-Analysis. Research on Social Work Practice, 29(6), 607-617.
 
4. Smith, G. C., Hayslip Jr, B., & Webster, B. A. (2019). Psychological difficulties among custodial grandchildren. Children and Youth Services Review, 104, 104390, 1-12.
 
5. Washington, T., Wrenn, A., Kaye, H., Priester, M. A., Colombo, G., Carter, K., ... & Coakley, T. (2018). Psychosocial factors and behavioral health outcomes among children in Foster and Kinship care: A systematic review. Children and Youth Services Review, 90, 118-133.

6. Sadruddin, A. F., Ponguta, L. A., Zonderman, A. L., Wiley, K. S., Grimshaw, A., & Panter-Brick, C. (2019). How do grandparents influence child health and development? A systematic review. Social Science & Medicine, 239, 112476, 1-32.
 
7. Smith, G. C., Hayslip Jr, B., Hancock, G. R., Strieder, F. H., & Montoro-Rodriguez, J. (2018). A randomized clinical trial of interventions for improving well-being in custodial grandfamilies. Journal of Family Psychology, 32(6), 816-827.

8. Knudsen, L. & Egelund, T. (2011). Effekter af slægtspleje – slægtsanbragtes børn og unges udvikling sammenlignet med plejebørn fra traditionelle plejefamilier. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 11:20, København.

9. Egelund, T., Jakobsen Böcker, T. & Steen, L. (2010). ”Det er jo min familie!” – Beretninger fra børn og unge i slægtspleje. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 10:43, København.


Læs også:

 

  • Faktaboks:

    Kilde 1: Amerikansk forskningsreview fra 2017, der samler op på forskningen siden 2004 om bedsteforældre som primære omsorgspersoner. Forskerne sorterer resultaterne i en række temaer og diskuterer implikationerne for både forskning og praksis. 

    Kilde 2: Britisk forskningsreview fra 2018, der skaber overblik over viden om bedsteforældre, der opfostrer deres børnebørn. Artiklen fokuserer primært på Storbritannien, men gennemgår også international forskning om forekomsten af denne familiekonstellation, familiernes sociale profil, børnenes trivsel og udfordringer, samt den betydning, det har for bedsteforældrene. 

    Kilde 3: International metaanalyse fra 2019 af effekten af interventioner målrettet bedsteforældre, der opfostrer deres børnebørn. Statistisk kobler forskerne resultaterne fra 20 forskellige kvantitative studier, der omhandler bedsteforældrenes trivsel, deres forældrestil eller børnebørnenes trivsel. Studiet konkluderer, at interventionerne er særligt gode til at forbedre bedsteforældrenes forældrestil og deres sociale supportnetværk. 

    Kilde 4: Amerikansk kvantitativt studie fra 2019, der undersøger psykiske og adfærdsmæssige udfordringer hos børn, der vokser op hos deres bedsteforældre, sammenlignet med børn fra den øvrige befolkning. Studiet sammenligner SDQ-scores (dette måleinstrument forklares her) fra 832 børn, der bor med deres bedsteforældre, med data fra 5554 børn fra andre familiekonstellationer (en biologisk forælder eller begge biologiske forældre. 

    Kilde 5: Amerikansk forskningsreview fra 2018 med fokus på børn i slægtspleje sammenlignet med børn i almindelig offentlig pleje. Reviewet har fokus på, hvilke psykosociale omstændigheder, der kan være med til at styrke børnenes adfærdsmæssige trivsel, og samler op på resultaterne fra 40 forskellige studier. 

    Kilde 6: Amerikansk forskningsreview fra 2019. Reviewet har fokus på den betydning, som bedsteforældre har for deres børnebørns sundhed og udvikling. Artiklen samler op på resultaterne fra 206 studier, der både omhandler forskning om bedsteforældre som primære omsorgspersoner og familier hvor flere generationer bor sammen og hvor barnets forældre stadig er inde i billedet. 

    Kilde 7: Amerikansk interventionsstudie fra 2018. Via et randomiseret forsøg (RCT – randomised clinical trial) har forskerne testet to interventioner målrettet bedstemødre, der opfostrer deres børnebørn: forældrekurset Triple P og et forløb med kognitiv adfærdsterapi kaldet CWC. Ud af 343 bedstemødre blev 115 tildelt forældrekurset, 128 fik tildelt kognitiv adfærdsterapi og kontrolgruppen på 100 fik online information uden at følge et gruppeforløb eller modtage terapi. Deltagerne besvarede spørgeskemaer en måned inden hver intervention begyndte, en måned efter interventionen var afsluttet og igen 6 måneder efter. 

    Kilde 8: Dansk effektstudie fra 2011, der sammenligner effekten af slægtspleje sammenlignet med traditionel familiepleje. Studiet går over en 2-årig periode og bygger på spørgeskemabesvarelser fra 196 plejeforældre til børn i enten slægtspleje eller almindelig familiepleje samt spørgeskemabesvarelser fra 127 15-24-årige, der har været anbragt i en af disse plejefamilietyper.

    Kilde 9: Dansk kvalitativt studie fra 2010. Studiet indeholder interviews med 15 danske børn og unge mellem 13-20 år, der fortæller om deres erfaringer med at være anbragt i slægtspleje. 11 ud af de 15 børn var anbragt hos deres bedsteforældre.