Mandag, 03 august 2020

Bekymring er en naturlig del af opvæksten, men i nogle tilfælde kan bekymring udvikle sig til angstlidelser, hvis det går uset hen. Men hvordan skelner man børns naturlige bekymringer fra dem, som kan føre til mistrivsel? Hvordan kommer bekymringerne til udtryk i forskellige stadier i opvæksten? Og er der egentlig forskel på, hvad drenge og piger bekymrer sig om? I denne artikel sætter vi fokus på, hvad der er sund og naturlig bekymring, og hvornår det er nødvendigt at gribe ind.

Foto: Unsplash Foto: Unsplash

DETTE NYHEDSBREV ER STØTTET AF VELFÆRDS- OG FORSKNINGSFONDEN FOR PÆDAGOGER

At bekymre sig er en naturlig og uundgåelig del af barndommen. Børn helt ned til 3-årsalderen kan give udtryk for bekymring (1), og niveauet og kompleksiteten af bekymring stiger støt fra 8-årsalderen, viser forskning (2).

Bekymring er en velkendt risikofaktor i udviklingen af angstlidelser, men hvor går grænsen mellem, at børn bekymrer sig, til når bekymringerne tager over og bliver behandlingskrævende? Mange voksne med angst fortæller, at deres omfattende bekymringer allerede startede i barndommen eller ungdommen. Det tyder på, at indsatser til forebyggelse og behandling af angst med fordel kan rettes mod barndommen (3).

”Mange af de børn, der ikke er blevet behandlet i barndommen, vil gå med det i større eller mindre grad ind i voksenlivet.” (4).
Barbara Esbjørn, forsker og tidl. Leder af Center for Angst.

Bekymring eller angst – hvad er forskellen?
Bekymring er en tankeproces, der involverer gentagne negative tanker om en aktuel eller potentiel fremtidig situation. Bekymring er en naturlig del af den menneskelige tilværelse, og den kan være gavnlig i forhold til problemløsning, at handle på mulige trusler og til at øge motivation.

Men når bekymringerne fylder så meget, at det går ud over barnets trivsel og muligheder for at leve et liv som andre børn, så kan bekymringerne kategoriseres som en angstlidelse. Klinisk bekymring eller angst er karakteriseret ved vedvarende og overdrevne bekymringer, der eksempelvis kan føre til, at barnet ikke vil i skole, ses med venner, eller at barnet sover dårligere om natten og bliver dårligere til at koncentrere sig om dagen (3).

”Mange af dem, der får angst, vil kunne genkende, at de har bekymret sig tidligere. Men du kan godt gå rundt i livet og være meget bekymret, men egentlig fungere fint.” (4).
Barbara Esbjørn, forsker og tidl. Leder af Center for Angst.

Bekymring ændrer karakter gennem barndommen
Selvom alle børn bekymrer sig, er det forskelligt, hvad de bekymrer sig om. Ofte ændrer bekymringerne sig i takt med, at børnene bliver ældre. Omkring 8-årsalderen bliver børns bekymringer flere og mere komplekse (2). Yngre børn bekymrer sig ofte om udefrakommende og fysiske trusler, som kan ses med det blotte øje, mens ældre børn oftere bekymrer sig om mere abstrakte ”trusler” som eksempelvis drillerier i sociale sammenhænge (1).

Børn i alderen 7-12 år forbinder oftere bekymring med egne tanker, snarere end frygt, og de er mere tilbøjelige til at mene, at bekymring kan have fordele. Disse børn mener selv, at deres bekymringer hjælper dem med at løse problemer og kan føre til færre problemer i fremtiden (5).

Aldersspecifikke bekymringer
Fra 7-9-årsalderen handler de fleste af børns bekymringer om egen eller andres tilskadekomst eller helbred, hvor børn i alderen 10-12 år oftere bekymrer sig om egne sociale kompetencer og adfærd (2). Når børn når teenagealderen, er det her, at bekymringerne påvirker deres dagligdag allermest. Særligt piger har svært ved at kontrollere deres bekymringer og oplever flere forstyrrelser i deres dagligdag som følge af deres bekymringer, sammenlignet med jævnaldrende drenge (2).

Drenge og piger – hvad bekymrer de sig om?
Barnets køn ser altså ud til at have betydning for, i hvilket omfang bekymringer påvirker barnet i dagligdagen. Forskning tyder også på, at der er forskel på, hvad drenge og piger bekymrer sig om.

Piger er mere tilbøjelige til at bekymre sig om sociale anliggender som ensomhed, at fremstå på en negativ måde i sociale sammenhænge eller at havne i ydmygende situationer, hvor drenges bekymringer oftere er relateret til fysiske udfald som død, smerte og det at komme til skade (3).

Et kvalitativt studie af børn i alderen 7-11 år viser, at bekymring er en del af børnenes hverdagsliv. Studiet viser også, at flere af børnene er gode til at håndtere deres bekymringer i løbet af dagen, men at deres søvn bliver påvirket, da bekymringerne for alvor tager fat ved sengetid (6).

Det kan fagpersoner have fokus på
Selvom det er normalt, at børn bekymrer sig, er det vigtigt at holde øje med, om barnets bekymringer er vedvarende, og om de fylder så meget i hverdagen, at de hæmmer barnets trivsel og muligheder for at leve et børne- og ungdomsliv på lige fod med deres jævnaldrende.

Forskning viser, at børn helt ned til 3-årsalderen bekymrer sig, men at bekymringerne fra 8-årsalderen bliver flere og mere komplekse. Det tyder på, at forældre og fagpersoner i kontakt med børn og familier bør holde særligt øje med børn i skolealderen og frem.

Da det lader til, at piger bekymrer sig mere, og er mere påvirkede af deres bekymringer end drenge, bør både fagpersoner og forældre være særligt opmærksomme på pigerne, selvom det også er vigtigt at huske, at drenge også bekymrer sig.

Hav blik for forandringer eller undvigelser
Forældre kan med fordel være opmærksomme på, om barnet bekymrer sig mere om aftenen, og om disse bekymringer har betydning for længden og kvaliteten af barnets søvn. Forældre og fagprofessionelle kan også være opmærksomme på, om barnet pludselig ikke vil de samme ting, som det før har villet, eksempelvis at gå til fritidsaktiviteter eller at deltage i en lejrtur med klassen. Hvis barnet i længere tid undviger bestemte aktiviteter, kan det være et tegn på, at barnet, og eventuelt barnets forældre, skal have hjælp til at få styr på bekymringerne.


Læs mere om temaet 'Børn, angst og bekymring' her.


Kilder

1. Geronimi, E. M., Patterson, H. L., & Woodruff-Borden, J. (2016). Relating worry and executive functioning during childhood: The moderating role of age. Child Psychiatry & Human Development, 47(3), 430-439.

2. Caes, L., Fisher, E., Clinch, J., Tobias, J. H., & Eccleston, C. (2016). The development of worry throughout childhood: Avon Longitudinal Study of Parents and Children data. British journal of health psychology, 21(2), 389-406.

3. Songco, A., Hudson, J. L., & Fox, E. (2020). A cognitive model of pathological worry in children and adolescents: a systematic review. Clinical child and family psychology review, 1-21.

4. (Podcast) Københavns Universitet (2020). Hvad vi egentlig ved om børns trivsel. Børn med angst.

5. Carr, I., & Szabó, M. (2015). Worry in children: changing associations with fear, thinking, and problem-solving. The Journal of Early Adolescence, 35(1), 120-135. 

6. Cheetham‐Blake, T. J., Family, H. E., & Turner‐Cobb, J. M. (2019). ‘Every day I worry about something’: A qualitative exploration of children’s experiences of stress and coping. British journal of health psychology, 24(4), 931-952.

  • Faktaboks:

    Kilde 1: Amerikansk tværsnitsundersøgelse fra 2016. Studiet undersøger sammenhængen mellem børns (7-12 år) bekymringer og barnets mestring af en række daglige funktioner som eksempelvis evnen til at regulere adfærd og kontrollere følelser.

    Kilde 2: Internationalt kohortestudie af britisk studiepopulation fra 2016. I studiet undersøges barnets udvikling (i alderen 7, 10 og 13 år) og trivsel i relation til bekymring. Undersøgelsen foretages ud fra mødres perspektiver.

    Kilde 3: Systematisk review fra 2020. Studiet undersøger de underliggende tanke- og forståelsesmekanismer bag bekymring.

    Kilde 4: Podcast fra 2020 af Københavns Universitet. Podcastet handler om, hvordan angsten kan styre familiens hverdag, og hvordan forældre kan hjælpe sit barn ud af angsten.

    Kilde 5: Australsk tværsnitsundersøgelse fra 2015. I studiet undersøges hyppigheden af børns, i alderen 7-12 år, bekymringer og deres oplevelse af dem.

    Kilde 6: Britisk kvalitativt studie med interview som metode fra 2019. I studiet undersøges, hvordan børn (7-11 år) oplever stress og bekymring.