Børns tidlige mentale sundhed har stor betydning for deres videre udvikling og trivsel. Det er derfor væsentligt at fagprofessionelle, der arbejder med spædbørn, har de rigtige forudsætninger for at opspore mistrivsel hos de små børn. Psykolog og ph.d., Johanne Smith-Nielsen, forsker i screeningsredskabet ADBB, der kan give en indikation af, om spædbørn udviser tidlige tegn på social tilbagetrækning.

Rasmus Svinding, Pexels Rasmus Svinding, Pexels

Af Ursula Hofeldt 2. oktober 2018

Mental mistrivsel som spæd har konsekvenser for voksenlivet
Spædbørn er fuldstændig afhængige af omsorgen fra deres omgivelser, og dermed er de også særligt sårbare overfor diverse fysiske og psykiske risici. Samtidig kan mistrivsel i den tidlige barndom have store konsekvenser, når barnet vokser op – både på områder som uddannelse, beskæftigelse og indkomst samt i form af øget risiko for psykiske lidelser senere i livet. Det er derfor vigtigt, at der er fokus på tidlig opsporing af spædbørns mistrivsel, så man hurtigt kan sætte ind med den nødvendige hjælp til barnet og familien. Nyere international forskning viser, at det er muligt at opspore tidlige tegn på stress, adfærds- og tilknytningsvanskeligheder, hvis de rette redskaber er til stede, og de fagprofessionelle ved, hvad de skal holde øje med (1).

Johanne Smith-Nielsen er forsker ved Center for Tidlig Indsats og Familieforskning på Institut for Psykologi, Københavns Universitet. Til konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?” fortalte hun om sin forskning i screeningsredskabet ADBB, der kan være med til at finde børn helt ned i 2-månedersalderen, der er i risiko for psykisk mistrivsel.

Tidlig tilknytning og social tilbagetrækning
En vigtig indikator for, om et spædbarn trives, er dets evne og lyst til at indgå i sociale interaktioner. Hvis et spædbarn derimod ikke trives, kan dette komme til udtryk som social tilbagetrækning, hvor spædbarnet i større eller mindre grad holder op med at interagere med sine omgivelser – blandt andet ved at barnet undgår øjenkontakt og ikke pludrer eller smiler. Tegn på social tilbagetrækning kan derfor ses som et alarmsignal for et barns mistrivsel. Denne mistrivsel kan både være psykisk, for eksempel grundet vanskeligheder i samspillet mellem barn og omsorgsgiver eller skyldes fysiske vanskeligheder hos barnet, for eksempel kroniske smerter, som spædbarnet ikke kan give udtryk for på andre måder. Social tilbagetrækning fungerer dermed ofte som en form for forsvarsmekanisme, når barnet reagerer på noget andet (2).


”Social tilbagetrækning er, når et barn ikke rækker ud i verden, det er et barn, der har givet op på at udtrykke sine behov”
(Johanne Smith-Nielsen, oplæg på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)


Social tilbagetrækning – hvad er det ikke?
I sit oplæg gjorde Smith-Nielsen også opmærksom på, hvad social tilbagetrækning ikke er. Når børn udtrykker, hvordan de har det og udtrykker deres behov, er det i udgangspunktet altid positivt. Hvis et barn udviser vrede, angst, frustration eller glæde er det et godt tegn – det hjælper dets omgivelser med at forstå, hvad barnet har brug for. Det er dermed snarere de spædbørn, der ikke gør væsen af sig, som man soAlm fagprofessionel skal være opmærksom på i forhold til social tilbagetrækning. Men hvordan kan man systematisk observere tegn på social tilbagetrækning?

Alarm Baby Distress Scale (ADBB)
Her kommer ADBB-skalaen ind i billedet, da den er udviklet til at kunne give en tidlig indikation af, om et spædbarn udviser tegn på social tilbagetrækning. Skalaen består af otte forskellige adfærdspunkter, som den fagprofessionelle er opmærksom på, og som tilsammen giver et mål for barnets evne til at indgå i socialt samspil med en fremmed. Metoden kan også bruges til at vurdere barnets samspil med en omsorgsperson, men den er primært udviklet til, at en professionel vurderer kontakten mellem sig selv og barnet.


”ADBB opfanger ikke bare tegn på problemer i omsorgsmiljøet, men også andre former for mistrivsel, som kommer til udtryk i barnets kontakt”
(Johanne Smith-Nielsen, oplæg v. ”Tidlig indsats – hvad virker?”)


Hvert opmærksomhedspunkt får en score mellem 1-4 (en høj score indikerer bekymrende adfærd), og hvis spædbarnet har en samlet score på 5 eller derover, er der behov for at undersøge barnet nærmere (2). ADBB-metoden ikke er et diagnostisk redskab, men et screeningredskab, der kan sikre, at der kommer professionel opmærksomhed på spædbarnets tidlige trivsel. En høj ADBB-score skal altid bekræftes ved at gentage undersøgelsen for at se, om der er tale om et vedvarende problem. Derefter skal man i gang med at finde ud af, hvad der gør, at barnet mistrives, og familien skal tilbydes støtte. I sit oplæg sammenlignede Smith-Nielsen en høj ADBB-score med det at have høj feber – det er et symptom på, at der er noget galt, men der kan være mange årsager til den sociale tilbagetrækning. Derfor skal man som professionel også være påpasselig med, hvordan man italesætter en høj ADBB-score til barnets forældre.


”Vi skal ikke gå i selvsving og henvise til en masse instanser ved en høj score, før vi har set det to gange i træk”
(Johanne Smith-Nielsen, oplæg på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)


Implementering af ADBB i sundhedsplejen
Smith-Nielsen er en del af forskningsprojektet Copenhagen Infant Mental Health Project (CIMHP), der er et samarbejde mellem Københavns Kommune og Center for Tidlig Indsats og Familieforskning. CIMHP arbejder bl.a. med at implementere ADBB som en integreret del af sundhedsplejen i Københavns Kommune. Implementeringen af ADBB en del af et tiltag, hvor man arbejder med at overføre forskningsbaseret viden om spædbørns mentale mistrivsel til praksis. Således at den forskningsbaserede viden kan hjælpe fagprofessionelle til en mere systematisk tilgang i deres vurdering af barnets sociale og følelsesmæssige udvikling og understøtte det professionelle skøn. I projektet har forskerne blandt andet fokus på, hvordan metoden kan implementeres i praksis på en god måde, så den bliver accepteret af de fagprofessionelle og bidrager meningsfuldt til praksis. Det er første gang, at ADBB anvendes som et universelt screeningsinstrument og første gang at metoden evalueres systematisk i Danmark (3).


Johanne lille billedeAndreas Wohlfahrt, Pexels

ADBB i Københavns Kommune
Et mål for projektet er, at alle spædbørn i Københavns Kommune skal screenes med ADBB mindst én gang i løbet af deres første leveår. Det er dog ofte en udfordring at nå det ønskede antal undersøgelser, når universelle screeningsprogrammer skal implementeres. I løbet af et år (fra juli 2015 til juli 2016) nåede sundhedsplejerskerne i Københavns Kommune at screene hele 80 % af spædbørnene i deres første leveår, hvilket er en høj rate sammenlignet med erfaringer fra lignende implementeringer af screeningsprogrammer (3). Men hvad er det egentlig, der driver implementeringen af en ny metode, og hvad hæmmer den?

Succesfuld implementering kræver faglig motivation
De medvirkende sundhedsplejersker har i det første år efter implementeringen svaret på spørgeskemaer om deres holdning til at bruge ADBB i deres arbejde. Forskerne har derefter undersøgt, om en positiv holdning til metoden hang sammen med at flere spædbørn blev screenet – og her fandt de en sammenhæng. De sundhedsplejersker, der syv måneder efter at de var begyndt at bruge metoden, havde givet udtryk for, at ADBB bidrog positivt til deres daglige arbejde, havde også screenet flere spædbørn 12 måneder efter implementeringen, end de sundhedsplejersker, der oplevede at brugen af ADBB ikke var et positivt bidrag til praksis. Det fremgår dermed tydeligt, at når screeningsredskaber giver mening for de fagprofessionelle – her sundhedsplejersker – og der er en følelse af, at det bidrager positivt til deres praksis, så medfører det også, at flere børn rent faktisk bliver screenet (3).


”Hele grundlaget for, at vi får noget ud af den tidlige opsporingsindsats, er jo, at redskaberne bliver accepteret af de fagprofessionelle, så folk også bruger dem.”
(Johanne Smith-Nielsen, oplæg på konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?”)


Kvalificering af den faglige bekymring
Generelt udviste sundhedsplejerskerne tilfredshed med ADBB-metoden og 82,4 % mente, at metoden bidrog positivt til deres daglige arbejde. Flere af sundhedsplejerskerne oplevede, at metoden gav en kvalificering af deres faglige bekymring og et fælles sprog med deres kollegaer. Samtidig kunne metoden også bruges i forhold til barnets forældre, hvor skalaens opmærksomhedspunkter og resultatet af undersøgelsen gav noget konkret at gå ud fra i samtalen og vejledningen af forældrene (3).

Vejledning og sparring skal forebygge usikkerhed
På trods af de positive erfaringer med værktøjet oplevede 67 % af de deltagende sundhedsplejersker samtidig, at det var udfordrende at bruge ADBB i praksis. Nogle af problematikkerne var bl.a. at registrering af barnets resultater var besværligt og tidskrævende. Andre var usikre på deres vurderinger og på, hvordan en høj score skulle formidles til forældrene. Her understreger Smith-Nielsen vigtigheden af både teknisk og administrativ støtte til de fagprofessionelle, så registreringssystemer er så brugervenlige som muligt. Derudover er det afgørende, at sundhedsplejerskerne modtager den rette træning i metoden for at mindske usikkerheden, når de skal vurdere et barn, dvs. at de var trænet til at være ”pålidelige” ADBB-undersøgere, samt at de efterfølgende modtager løbende supervision (3). Undervejs i projektet stod psykologerne fra CIF til rådighed med løbende sparring og støtte til sundhedsplejerskerne. Det tætte samarbejde mellem forskerne og sundhedsplejerskerne har ifølge Smith-Nielsen været en væsentlig faktor for, at implementeringen blev så succesfuld (3).


Kilder

1. Væver, M. S., Smith-Nielsen, J., & Lange, T. (2016). Copenhagen infant mental health project: study protocol for a randomized controlled trial comparing circle of security–parenting and care as usual as interventions targeting infant mental health risks. BMC psychology, 4(1), 57.

2. Guedeney, A., Matthey, S., & Puura, K. (2013). Social withdrawal behavior in infancy: a history of the concept and a review of published studies using the Alarm Distress baby scale. Infant Mental Health Journal, 34(6), 516-531.

3. Smith-Nielsen, J., Lønfeldt, N., Guedeney, A., & Væver, M. S. (2018). Implementation of the Alarm Distress Baby Scale as a universal screening instrument in primary care: feasibility, acceptability, and predictors of professionals’ adherence to guidelines. International journal of nursing studies, 79, 104-113.


LÆS OGSÅ:

  • Faktaboks:

    Johanne Smith-Nielsen er psykolog, ph.d. og postdoc ved Center for Tidlig Indsats og Familieforskning (CIF) ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Her er hun bl.a. projektleder på Copenhagen Infant Mental Health Project (CIMHP), der er et samarbejde mellem Københavns Kommune og Københavns Universitet. Projektet leder hun sammen med Mette Skovgaard Væver, og det består af en række delprojekter: 1) CIMPH evaluerer ADBB som et universelt screeningsredskab, hvor man både undersøger, om metoden kan implementeres i praksis, så den bliver brugt systematiseret og standardiseret, samt hvordan metoden opleves af de fagprofessionelle. 2) CIMPH undersøger også Edinburgh Postnatal Depression Scale (EPDS) i en dansk kontekst med henblik på at fastsætte et dansk cut-off for, hvornår man skal viderehenvise mødre, der ikke trives psykisk, til andre instanser. 3) CIMPH undersøger derudover effekten af det gruppebaserede interventionsprogram Circle of Security – Parenting (COS-P) på moderens følsomhed for barnet og barnets tilknytning.

    Forskerne På CIF tilbyder træning og certificering i ADBB-metoden til psykologer og fagprofessionelle, der arbejder med småbørn og deres familier. ADBB er allerede udbredt i 44 danske kommuner, hvor sundhedsplejerskerne har modtaget undervisning i metoden.

    ADBB (Alarm Distress Baby Scale) er en evidensbaseret metode, der er udarbejdet til at opfange tegn på social tilbagetrækning hos børn mellem 2 og 24 måneder ved at måle barnets evne til at indgå i socialt samspil med en fremmed. Metoden er oprindeligt udviklet i Frankrig af professor Antoine Guedeney, men bliver i dag brugt i mange lande. Metoden går ud på, at en fagperson observerer spædbarnet med fokus på følgende adfærdspunkter hos barnet: 1) ansigtsudtryk, 2) øjenkontakt, 3) aktivitetsniveau, 4) selvstimulering, 5) vokaliseringer, 6) reaktionstid i forhold til stimulation, 7) samspil og relation til observatøren og andre voksne, 8) opmærksomhedsinitiering.

    Observatøren giver hvert opmærksomhedspunkt en score mellem 1-4 (for hvor bekymrende adfærden er), og hvis spædbarnet har en samlet score på 5 eller over, er der behov for at undersøge barnet nærmere. Observationen tager 8-10 minutter og giver en valid vurdering af barnets sociale kontakt.

Skriv en kommentar

Støt os:

Du skal vælge beløb!

Bliv Medlem - Og støt os

Klik her
Tilmeld dig vores nyhedsbrev