Et skærpet fokus på seksuelle overgreb har fået danske daginstitutioner til at indføre retningslinjer, der skal beskytte børn mod overgreb og personale mod mulig mistanke. Ny dansk forskning viser dog, at disse regler har utilsigtede konsekvenser for både pædagogernes daglige arbejde og børnenes udvikling.

Pexels Pexels

Af journalist Trine Abildgaard Andersen og redaktør Ida Storm
17 januar 2018 

I 2012 foretog Forskergruppen Paradox fra Aarhus Universitet en landsdækkende undersøgelse af retningslinjer i daginstitutioner og SFO´er til forebyggelse af seksuelle overgreb på børn og uberettiget mistanke mod personalet om seksuelle overgreb på børn (1). 1457 institutioner, hvilket svarer til ca. en fjerdedel af landets institutioner, deltog. Undersøgelsen viser, at frygten for seksuelle overgreb på børn har skabt en mistillid til pædagogprofessionen, og at pædagogerne gør et stort arbejde for at forebygge uberettigede anklager mod personalet. Dette forebyggende arbejde havde i 58% af de deltagende institutioner udmøntet sig i konkrete retningslinjer for samværet mellem børn og voksne. Undersøgelsen viste samtidig, at i 64% af de deltagende institutioner var der indført regler for børnene, hovedsagelig for børns nøgenhed og doktorlege.

Pædagoger holder øje med hinanden
De nye retningslinjer skal skabe gennemsigtighed i dagligdagen og sikre, at personalet kan se hinanden og holde øje med, hvad hinanden laver. Det tilstræbes at arbejde med åbne døre, at indrette institutioner med store vinduer og storrum, at undgå at foretage sig ting med børnene alene - fx undlade at tage børnene med i kælderen og hente ting fra depoter og lignende. Pædagogerne bestræber sig også på at være to voksne til stede ved intime omsorgsopgaver og i øvrigt sørge for at registrere og rapportere hændelser, der kan mistolkes. På den måde bevidner personalet hinandens praksis og kan forsvare hinanden i tilfælde af en uberettiget anklage.

NY BOKS ENDELIG

Frygten for misforståelser
Et andet formål med retningslinjerne er at forebygge og undgå misforståelser. Undersøgelsen viser, at pædagogerne er meget bevidste om deres handlinger i samværet med børnene. I forsøget på at beskytte sig mod uberettigede anklager, anlægger pædagogerne et mistænksomt blik på sig selv. Dette betegner forskerne som ”internaliseringen af det eksterne blik” (1). Pædagogerne kigger altså på sig selv, som de kunne frygte, at forældrene ville kigge på dem, hvis de lige trådte ind af døren. En kvindelig leder i en SFO med retningslinjer fortæller i undersøgelsen: ”Vi havde for flere år siden en forælder, der misforstod en legesituation, hvilket forskrækkede os alle, så derfor er vi obs. på at der ikke kan / må kunne opstå misforståelser.” (1) Men undersøgelsen viser, at frygten for misforståelsen kan have omkostninger. En kvindelig leder i en integreret institution med retningslinjer fortæller: ”Den omsorg, personalet gerne vil give børnene, kan eksempelvis godt misforstås… f.eks. et tæt kram, det at sidde hos en voksen i længere tid ad gangen. Personalets omsorg bliver med en bevidst professionel distance til børnene.” (1)

Pædagogerne distancerer sig fra børnene
For at undgå situationer, der kan vække mistanke, usikkerhed eller mistillid hos forældre og pårørende, lægger pædagoger i højere grad end tidligere fysisk afstand til børnene. De undgår oftere at give børnene knus, når de skal trøstes, og der er fx mange steder specifikke retningslinjer for eller forbud imod at tage børn på skødet. En leder af en børnehave fortæller: ”Personalet må ikke have børnene siddende overskrævs på skødet, skal man trøste og sidde med barnet, skal det sidde sidelæns, med begge ben til den ene side.” (1). Den fysiske afstandstagen kommer også flere steder til udtryk ved, at pædagogerne undgår fysiske lege med børnene f.eks. at kilde dem.

 

"En mandlig pædagog må ikke hjælpe et barn på toilettet. De må ikke være alene med et barn"

 

Særlige regler for mandlige pædagoger
I 11,6% af institutionerne med retningslinjer var der desuden særlige retningslinjer for de mandlige pædagoger. En mandlig leder i SFO fortæller fx: ”En mandlig pædagog må ikke hjælpe et barn på toilettet. De må ikke være alene med et barn. De må under igen omstændigheder tage et barn på skødet uden der er andet personale til stede. I det hele taget skal de være bevidste om, hvad de gør. Vi taler ofte om det på personalemøder” (1). I en del vuggestuer og børnehaver er der tilsvarende forbud mod, at mænd skifter bleer og sover med børnene.

Kroppen problematiseres
Ifølge forskerne peger undersøgelsen på en generel problematisering af kroppen. Dét, der førhen var naturligt, er i dag i mange institutioner forbundet med noget problematisk – både når det vedrører børnenes basale behov for fysisk nærhed og trøst, hjælp til toiletbesøg og bleskift og pædagogernes naturlige tilskyndelse til at drage omsorg for børnene. Desuden viser undersøgelsen en problematisering af børns egen seksualitet, nøgenhed og naturlige nysgerrighed (1,2). En gruppe af de deltagende pædagoger og ledere kritiserer denne udvikling. ”Når vi som voksne laver regler for børnenes naturlige nysgerrighed på at udforske hinandens kroppe, signalerer vi også at der er noget forkert ved det. Det gør ikke, at nysgerrigheden forsvinder, men at den bliver forbundet med skam”, påpeger en SFO-leder (1), og en anden institutionsleder tilføjer: ”for eksempel må børnene ikke mere bade uden underbukser på og dermed mener jeg, at vi er med til at gøre nøgenhed unaturligt allerede hos små børn” (1).

 

"De fleste steder er doktorlege enten forbudt eller kun tilladt med tøj på, enten undertøj eller alt tøj"

 

Ny seksualisering af børns nøgenhed
Paradox’ ”Retningslinjeundersøgelse 2012” spurgte som nævnt også til, om institutionerne havde regler for børnenes egen adfærd. 64% af de deltagende institutioner havde regler for børnene, der især omhandlede forbud mod at afklæde sig og restriktioner for eller forbud imod doktorlege. De fleste steder er doktorlege enten forbudt eller kun tilladt med tøj på, enten undertøj eller alt tøj. Flere af pædagogerne, der har været i professionen i mange år, fortæller om en markant ændring i opfattelsen af, og tilgangen til, børns nøgenhed i daginstitutionerne. I undersøgelsen beretter flere om, hvordan børns nøgenhed tidligere var naturlig i institutionerne og ikke blev forbundet med eventuelle overgreb på børn i forbindelse med stranden og på legepladsen (1). Ifølge forskerne udspringer denne problematisering af en seksualisering og mistænkeliggørelse af pædagogens handlinger og motiver, men også i en problematisering af børnenes egen seksualitet, der i stigende grad anses som problematisk og potentielt krænkende (1,2).

Mand og barn
Pexels

Børnene betaler prisen
Mistænkeliggørelsen og problematiseringen af kroppen skaber udfordringer for de pædagogiske kerneopgaver i en professionel hverdag, hvor helt banale omsorgsopgaver bliver mere ressourcekrævende og kan presse pædagogerne til oftere at overlade børnene til sig selv. Således peger undersøgelsen på det paradoksale i, at de retningslinjer, der som udgangspunkt havde til formål at beskytte børnene, i stedet risikerer at gøre dem mere udsatte. Børnene får en status af at være ”farlige” for det pædagogiske personale, og i stedet for at favne dem og give dem den omsorg som er pædagogens kerneopgave, beskytter de sig mod børnene ved at distancere sig fra dem. Endvidere er der en risiko ifølge forskerne for, at børnenes naturlige forhold til egen krop og seksualitet problematiseres, og at nogle børn bliver opfattet som ”krænkere”, når de leger de alderssvarende doktorlege (1,2).

Lav reel risiko for overgreb
Forskerholdet understreger vigtigheden af at holde sig for øje, at risikoen for seksuelle overgreb på børn er lille i danske daginstitutioner. I 2013 oplyste BUPL, at politiet havde været indblandet i alt 36 sager gennem de sidste 5 år. Heraf var én pædagog blevet tiltalt og dømt (1). I ”Socialforskningsinstituttets Børneforløbsundersøgelse”, som følger mere end 5.000 børn født i 1995, blev forældre til børn i 7 års alderen spurgt ind til udbredelsen af seksuelle overgreb mod børn i daginstitutioner. Undersøgelsen viser, at 93 forældre ud af forældrene til 5000 børn (2 % af de deltagende) svarede ja til, at der har været rejst mistanke om seksuelle overgreb mod børn i en af de daginstitutioner, som deres barn havde gået i. Kun 9 af disse 93 forældre mente, at deres eget barn havde været udsat for seksuelle overgreb (1). Set i lyset af denne relativt lille risiko for overgreb i daginstitutionerne konkluderer forskerne, at der er tale om en proportionskløft mellem fakta og frygt. De peger på, at omfanget af de ressourcer, som praktiseringen af retningslinjerne tager fra de pædagogiske kerneopgaver, og retningslinjernes utilsigtede konsekvenser, så som mindre omsorg og nærhed, derved bliver vanskelige at forsvare.

 

"En stor del af deltagerne i undersøgelsen giver udtryk for, at retningslinjerne ikke har nogen egentlig effekt"

 

Overgreb kan finde sted – trods regler
Desuden understreger forskerne, at der ikke foreligger dokumentation for, at retningslinjerne reelt beskytter børnene mod seksuelle overgreb. En stor del af deltagerne i undersøgelsen giver tværtimod udtryk for, at retningslinjerne ikke har nogen egentlig effekt – hovedsaligt fordi det er umuligt at helgardere sig mod overgreb. Samme begrundelse gives af flere af de institutioner, der ikke har retningslinjer på området. I stedet fremhæves tillid, en åben kultur og kommunikation, hvor man har lov til at undre sig over hinandens praksis, som grundværktøjer i forebyggelsen af seksuelle overgreb mod børn i institutionen.

Retningslinjerne er til for personalets skyld
Forskerne konkluderer samlet set, at retningslinjerne ikke er til gavn for børnene, men tværtimod kan skade børns trivsel og udvikling. Dette underbygges af en gruppe af personalets egne udtalelser i undersøgelsen. Denne vidner i høj grad om, at retningslinjerne først og fremmest er til for at beskytte pædagogerne - men selv her sætter forskerne spørgsmålstegn ved retningslinjernes hensigtsmæssighed. De ser dem som en kortsigtet strategi, der højest kan opfylde et ”nu og her” – behov for tryghed. På lang sigt vurderer forskerne, at retningslinjerne fastholder det pædagogiske personale i den mistænkeliggørelse, som reglerne har til formål at forhindre. Ligeledes peger undersøgelsen på, at retningslinjerne på lang sigt kan true og udhule det mandlige personales værdi som arbejdskraft og komplicere udførelsen af selv helt simple omsorgsopgaver.

 

"Jeg mener i den grad, at vi som profession er på vej ind på et skråplan, som ikke handler om faglige overvejelser men om vores berøringsangst i forhold til forældres reaktion samt mediernes påvirkning"

 

Hvad gør vi så?
Mange ledere i undersøgelsen giver udtryk for at føle sig presset til at indføre restriktioner, og ærgrer sig over situationen. En SFO–leder knytter følgende kommentar til et forbud mod ”doktorlege” i institutionen: ”Jeg mener i den grad, at vi som profession er på vej ind på et skråplan, som ikke handler om faglige overvejelser men om vores berøringsangst i forhold til forældres reaktion samt mediernes påvirkning. Der er ingen, der vil være dem, der ikke reagerede, og derfor overreagerer man”. Der ligger altså et stort pres på institutionerne fra samfundets side. Forskerne vurderer, at det vil kræve en mentalitetsændring i samfundet, hvis institutionerne skal kunne sænke forsvaret, og at det er nødvendigt med en fornyelse af tillidskontrakten omkring daginstitutionen. Det er nødvendigt, at samfundet genvinder tillid til det pædagogiske personale eller udviser klarere tillid, således at personalet på sin side kan opnå tillid til, at det kan klare sig uden retningslinjerne. For at nå dette mål er det bl.a. vigtigt at oplyse om, at seksuelle overgreb på børn i daginstitutioner sjældent finder sted, og om at retningslinjerne har utilsigtede konsekvenser for børnene.

Flere institutioner fravælger retningslinjer
Forskerne opfordrer altså kraftigt til, at vi som samfund genopretter tilliden til, at pædagogerne har valgt deres profession ud fra gode og faglige hensigter, og ikke fordi de har intentioner om at gøre børnene ondt. Netop tillid, og ikke mindst dialog, peger forskerne på som en del af løsningen på den komplekse problematik, som temaet om retningslinjer rejser. I den sammenhæng henviser de til de institutioner i undersøgelsen, der har valgt ikke at have retningslinjer, og fremhæver det bemærkelsesværdige i, at langt størstedelen af det pædagogiske personale i daginstitutioner uden retningslinjer føler sig trygge. Dermed konkluderer forskerne, at der findes andre veje at gå end at indføre regler og retningslinjer i daginstitutionerne, og at det faktisk er muligt at undgå de konsekvenser, som retningslinjerne i undersøgelsen viser sig at have.

Boks2 tekst


Kilder:

1. Leander, E. M. B., Munk, K. P., & Lindsø Larsen, P. (2013). Retningslinjeundersøgelsen 2012 - en undersøgelse af retningslinjer til forebyggelse af dels seksuelle overgreb på børn, dels uberettiget mistanke mod personalet om seksuelle overgreb på børn i danske daginstitutioner og SFO’er. Rapport, Center for Sundhed, Menneske og Kultur, Aarhus Universitet.

2. Leander, E. M. B., Lindsø Larsen, P. & Munk, K. P. (2018). Children’s Doctor Games and Nudity at Danish Childcare Institutions. Archives of Sexual Behavior.


LÆS OGSÅ:

 

  • Faktaboks:

    Retningslinjeundersøgelsen 2012 er foretaget af forskningsgruppen Paradox ved Center for Sundhed, Menneske og Kultur, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Forskningsgruppen består af cand.mag., ph.d.-stipendiat Else-Marie Buch Leander, lektor, ph.d. og psykolog Karen Pallesgaard Munk og psykolog og mag.art. Per Lindsø Larsen.

    Deltagerne i undersøgelsen var ledere og pædagoger fra daginstitutioner for 0-6 år og SFO’er i hele Danmark. Et elektronisk spørgeskema blev sendt til 4716 af landets ca. 6400 daginstitutioner og SFO’er, hvilket svarer til 74 % af alle institutioner og SFO’er i Danmark. Undersøgelsen blev besvaret af 2051 respondenter fordelt på 1457 institutioner. Af de i alt 2051 respondenter var 456 mænd (22 %) og 1595 kvinder (78 %). Spørgeskemaet bestod af en række obligatoriske spørgsmål samt en række valgfrie spørgsmål, der gav mulighed for at uddybe de obligatoriske spørgsmål.

    Retningslinjeundersøgelsen kortlagde både retningslinjer for personale og regler for børn i danske daginstitutioner til forebyggelse af seksuelt misbrug af børn og uberettigede anklager mod personalet om seksuelt misbrug af børn.

    Bl.a. på baggrund af Retningslinjeundersøgelsen 2012, der viste, at nogle daginstitutioner havde særregler for mandlige pædagoger, rejste Institut for Menneskerettigheder i 2016 en sag i Ligebehandlingsnævnet om særreglerne for mænd. I 2017 faldt der dom i sagen. Ligebehandlingsnævnet afgjorde, at særregler for mandlige pædagoger – fx at de ikke må skifte ble – er kønsdiskriminerende, mistænkeliggørende og ulovlige.

Skriv en kommentar

Støt os:

Du skal vælge beløb!

Bliv Medlem - Og støt os

Klik her
Tilmeld dig vores nyhedsbrev