”Tidlig indsats – hvad virker?” – konference i Aarhus

Tidlig opsporing, et stærkere samarbejde på tværs af fag og et skærpet fokus på børn og familier i udsatte positioner - det var nogle af hovedtemaerne, da den tværfaglige konference ”Tidlig indsats – hvad virker?” blev afholdt i Aarhus d. 20. juni.

Billede2
Konferencen indledtes, som altid, med Benny Andersens "Barndommens Land" / Foto: Sophie Jonkers


Både fagprofessionelle, studerende og andre med interesse for børneområdet havde valgt at bruge en varm sommerdag inden døre, da Center for Børneliv i samarbejde med forskningsprojektet CRUNCH og professionshøjskolerne KP og VIA slog dørene op for konferencen ”Tidlig indsats – hvad virker?” d. 20. juni i Aarhus. I salen sad blandt andre sundhedsplejersker, jordemødre, pædagoger, psykologer, socialrådgivere og børnefaglige konsulenter. For at sikre et forældreperspektiv i dagens debatter var et forældrepanel bestående af repræsentanter fra FOLA og organisationen Bedre Barsel også inviteret med. Således var rammen sat for en spændende dag med gode oplæg, debat, øvelser og tværfaglig sparring.

Hvorfor tidlig indsats?
Det er en fælles opgave for alle fagpersoner, der arbejder med børn, at gøre deres for, at børnene kan få de bedst mulige liv og muligheder. Alligevel er det en fortsat udfordring, at nogle børn får en skæv start på livet, der ser ud til at sætte spor gennem hele tilværelsen – og vi har stadig ikke fundet svaret på, hvordan vi vender denne udvikling. Med økonomen Heckmans teori og forskning ser det ud til, at en tidlig indsats giver børnene de bedste chancer. Nøgleord i den verserende faglige debat er at sætte tidligt og rettidigt ind, at sætte særligt ind overfor de børn med størst behov og at forskellige faggrupper hjælper og supplerer hinanden og binder indsatserne sammen, så ingen børn og familier falder imellem to stole i processen. I det lys har Center for Børnelivs brugere valgt, at årets konference skulle handle om tidlig indsats. I dagens anledning bød forskere og praktikere fra det sundhedsfaglige og pædagogiske felt ind med bud på, hvor skoen trykker, og hvad vi kan gøre i praksis for at sikre de bedste børneliv – optimalt set for alle børn i Danmark.

"Det er de samme børn, der oftere kommer ud i kriminalitet, sjældnere får lang uddannelse, oftere kommer på hospitalet og ender med at dø i en yngre alder end børn, der fødes med bedre muligheder"

Børneulighed varer hele livet
Seniorforsker Rasmus Landersø, Rockwool Fondens Forskningsenhed, indledte dagen med spørgsmålet: Hvilken betydning har det for børns udvikling og livschancer, at vi sætter ind tidligt? Landersøs oplæg blev indledt af Rockwool-fondens illustrative film ”Den Usynlige Tråd”, der med statistik viser, hvordan der går en usynlig tråd gennem tilværelsen for de børn, der fødes med ringere livschancer end andre – det er de samme børn, der oftere kommer ud i kriminalitet, sjældnere får lang uddannelse, oftere kommer på hospitalet og ender med at dø i en yngre alder end børn, der fødes med bedre muligheder. Landersø uddybede statistikken bag den korte film – og med afsæt i den berømte Heckman-kurve forklarede han, hvorfor tidlig indsats er så afgørende, hvis vi vil komme ulighed i børneliv til livs. En central pointe i hans oplæg var, at det styrker børns chancer, hvis vi voksne formår at ”lære dem at lære” – og det handler både om såkaldte hard skills og soft skills – både faglig kunnen, men også fordybelse, vedholdenhed og impulskontrol. Mens Landersøs oplæg præciserede ”problemet”, bragte næste oplægsholder, Lone Svinth fra DPU, sit bud på en ”løsning” – en særlig virksom pædagogik i dagtilbud, der kan styrke børn i udsatte positioner.

LÆS OGSÅ: Center for Børnelivs artikel om Rasmus Landersøs forskning

Billede4
Spørgsmål fra salen / Foto: Sophie Jonkers

Når dagtilbud løfter børn i udsatte positioner
Svinths forskning bygger på gode erfaringer fra praksis i dagtilbud rundt om i landet, der er blevet udpeget som særligt gode til at inddrage børn i udsatte positioner. I det lys fremstiller Svinth, hvad man kan kalde ”best pratice” inden for den pædagogiske verden, når det gælder børn i udsatte positioner. Ifølge Svinth er det afgørende, at disse børn oplever at blive inkluderet i fællesskabet, hvis de skal undgå at føle sig forkerte. Oplevelsen af at høre til kan barnet så tage med sig videre i tilværelsen – og det kan måske afværge tendenser til at falde ”udenfor” senere i livet.

”Når man møder barnet med ligeværd, så styrker det også barnets selvværd og oplevelse af at have en værdi som menneske.”
Lone Svinth, lektor og ph.d., DPU

Ifølge Svinth beror det virkningsfulde pædagogiske arbejde på en slags ”tretrinsraket”: Første trin og fundamentet er det omsorgspædagogiske ståsted, hvor pædagogen møder barnet med ligeværdighed og respekt som et udgangspunkt for tryghed og tillid i relationen. Når dette ståsted er etableret, kan andet trin, som er et inkluderende samspil, finde sted. Her formår pædagogen at rumme børnene uden skæld ud eller irettesættelser og kan således nedtrappe konflikter og uro, så alle børn oplever, at der er plads til dem i fællesskabet. Det tredje trin er at sikre frugtbare deltagelsesmuligheder for børnene. Her skildrede Svinth et eksempel, hvor en dreng med etnisk minoritetsbaggrund sjældent var med i legen. Pædagogerne fandt ud af, at hans far ejede et pizzaria, og de inviterede ham til at komme med pizza i institutionen og fortælle om sit arbejde. I de følgende dage legede alle børnene pizzaria, og drengen blev derefter i langt højere grad inviteret med i legene. Dette er et eksempel på, hvordan pædagoger på kreativ vis kan styrke børns forståelse for hinandens ressourcer og finde på nye metoder til at hjælpe alle børn ind i fællesskabet.

Boks svinth


LÆS OGSÅ: Lone Svinth og Charlotte Ringmoses bog ”Virkningsfuldt pædagogisk arbejde i dagtilbud”


Når børneliv vækker bekymring, er tværfagligt samarbejde afgørende

Det er dog ikke altid let at balancere pædagogisk nærvær og kreativitet med en opsporende funktion, som er nødvendig, når børneliv vækker bekymring. Det dilemma berørte lektor Crisstina Munck fra Københavns Professionshøjskole i sit oplæg om tidlig indsats i vuggestuen.

Med afsæt i flere cases fra hverdagsliv i vuggestuen viste Munck, hvordan pædagoger arbejder med tidlig opsporing – og her er hendes pointe, at særligt to forhold kan forbedre processen: For det første vil det styrke opsporingen, hvis pædagoger kan få bistand af eksempelvis psykologer og andre relevante fagpersoner helt ude i praksis – i mødet med barnet – så vurderingen af barnets trivsel bliver en fælles sag. For det andet påpeger Munck, at pædagoger skal stå ved deres omfattende kendskab til barnets hverdagsliv, trivsel og baggrund som en viden, der er særligt værdifuld for andre faggrupper, når barnets situation skal vurderes.

”Tværfaglig sparring skal ud på stuerne og tæt på børnelivet”
Crisstina Munck, lektor og ph.d., Københavns Professionshøjskole

Det var også en væsentlig pointe i Muncks oplæg, at der er brug for mere end talværdier eller korte stikord, når fagpersoner skal beskrive børns situationer for hinanden. Her har små, korte fortællinger – eller ”cases” – fra barnets hverdagsliv i dagtilbud en særlig styrke, fordi de formår at skitsere den specifikke situation samt de konkrete relationer mellem børnene eller mellem barn og voksen, som nødvendigvis ligger til grund for enhver vurdering eller bekymring. På niveau med flere andre hverdagslivsforskere er Munck derfor fortaler for, at disse ”cases” tages i brug i den børnefaglige kommunikation om barnet og familien – for at undgå, at overleveringerne bliver for unuancerede. Her er pædagogerne som nævnt en særlig vigtig kilde til viden, da de tilbringer mange timer sammen med børnene i hverdagen. Munck runder oplægget af med at påpege, at pædagoger er bedre til at opspore børn, der vækker bekymring, end de er til at inkludere disse børn i vuggestuens fællesskab. I dette lys kan Svinths pædagogiske råd til inklusion af børn i udsatte positioner inspirere det pædagogiske arbejde med alle børn.

Jordemødre og sundhedsplejersker sammen om opsporing af sårbare gravide
Et nyt perspektiv på effektivt tværfagligt samarbejde kom fra chefjordemoder Helle Høy Simonsen, jordemoder Susanne Andersen og sundhedsplejerske Pia Møller, der i Hjørring Kommune arbejder i samme team med tidlig opsporing af sårbare og udsatte gravide. Tilbuddet er en koordineret indsats, hvor alle gravide screenes af jordemoderen fra 17. graviditetsuge. Herefter kan mødre eller familier med behov få tilbudt en række samtaler med sundhedsplejerske og jordemoder i fællesskab - og somme tider også en socialrådgiver. Susanne Andersen og Pia Møller var begge begejstrede for det tætte samarbejde og fortalte, hvordan det giver mere fastholdelse i svangreomsorgen samtidig med, at forældrene får flere kontaktpersoner tidligt i graviditeten. Tilbuddet kan også være en brobygger til andre kommunale eller frivillige tilbud. Indsatsen startede som et satspuljeprojekt fra 2013 til 2016, men kører fortsat, fordi evalueringer viser, at gravide og familier såvel som de to faggrupper har et virkelig godt udbytte af det faglige parløb.

”Sundhedsplejersken bliver en nærværende og integreret del af det at være gravid og skulle have barn. Det kommer til at blive et sammenhængende forløb med jordemoder og sundhedsplejerske og ikke to parallelforløb”
Susanne Andersen, jordemoder

Spædbørns sociale tilbagetrækning – et tegn på mistrivsel
Dagens sidste oplægsholder var psykolog Johanne Smith-Nielsen fra Center for Tidlig Indsats og Familieforskning, Københavns Universitet. Oplægget handlede om redskabet ADBB, der kan bruges af fagprofessionelle til at opspore social tilbagetrækning hos spædbørn helt ned i 2 måneders alderen. Smidt-Nielsen viste en film af et spædbarn, der scorede over grænseværdien ved en ADBB-screening. Alle – i særdeleshed forældrene selv – troede, at barnets tilbagetrækning skyldtes, at forældrene havde haft en vanskelig opvækst, og at det måske påvirkede deres evne til at drage omsorg for barnet. Kort tid efter blev barnet indlagt, udredt for en forhudsforsnævring og behandlet med antibiotika, og derefter var barnets ADBB-score normal. Eksemplet skulle minde alle om at passe på ikke at lade sig styre blindt af forforståelser og fordomme.

”Babyer kan ikke fortælle os, hvad der er galt – derfor skal vi være skarpe på de signaler, de sender, så vi kan lytte til dem”
Johanne Smith-Nielsen, psykolog og ph.d. v. Center for Tidlig Indsats og Familieforskning, KU


ADBB er bl.a. blevet brugt af sundhedsplejersker i Københavns Kommune og erfaringerne fra implementeringen har primært været positive. Flere sundhedsplejersker har oplevet, at metoden har givet dem et fælles sprog og en opkvalificering i forhold til at undersøge spædbørns kontakt og adfærd. Det kan dog også være udfordrende at tale med forældrene om resultaterne, hvis barnet viser tegn på social tilbagetrækning – det var Smith-Nielsens erfaring, at en del forældre havde ønsket ny sundhedsplejerske efter at være blevet screenet med ADBB-metoden. Det kunne tyde på, at det er afgørende, at redskaber som ADBB-metoden ikke står alene, men altid bygger på gensidig tillid og dialog mellem forældre og fagperson.

LÆS OGSÅ: Center for Børnelivs artikel om ADBB-metoden og Johanne Smith-Nielsens forskning

Billede1
Deltagerne udfylder den "tværfaglige blomst" / Foto: Sophie Jonkers

Det mener deltagerne
Øvelse: Den tværfaglige blomst - tidlig indsats er en fælles faglig opgave
I forlængelse af Muncks oplæg blev deltagerne bedt om at udfylde en ”tværfaglig blomst” – en øvelse, hvor deltagerne skulle give deres bud på, hvordan forskellige faggrupper hver især bidrager til tidlig understøttelse af gode børneliv. Her følger et par udpluk fra deltagernes svar:

  • "Sundhedsplejersken følger familien fra spædbarn til skole, kan motivere og hjælpe familien videre, ser det enkelte barn og samspillet i familien" (jordemoder)

  • "Pædagogen understøtter barnets leg, læring og sociale relationer i institutionen og vægter det gode forældresamarbejde" (sundhedsplejerske)

  • "Jordemoderen støtter forældre under graviditet ift. at sikre gode betingelser for barnets start på livet og ved barnets fødsel" (pædagog)

  • "Psykologen er en sparringspartner for andre faggrupper. Har blik for børneperspektivet og er tæt på barnet" (sundhedsplejerskestuderende)

  • "Socialrådgiveren er et bindeled der har blik for helheden. Har opmærksomhed på familiens samlede livsbetingelser" (psykolog).

Se opsamling på blomsterøvelsen her


Flest ville prioritere børn og familier i udsatte positioner

Ved konferencens afslutning blev deltagerne bedt om at tage stilling til spørgsmål, der tog afsæt i dagens oplæg. Et af spørgsmålene lød:

Hvis du fik 20 millioner til et nyt projekt – hvilket fokusområde ville du så prioritere først?

  • Rød: Indsatser målrettet børn og familier i udsatte positioner?
  • Blå: Universelle tilbud, der når ud til alle børn og familier?
  • Gul: Indsatser, der styrker det tværfaglige samarbejde?

Efter lidt tænketid blev deltagerne bedt om at afgive deres ”stemme” ved hjælp af programmet Kahoot. Svarfordelingen viste sig således:

Skærmbillede 2019 06 20 kl. 15.53.44

Flest deltagere ville prioritere indsatser, der her og nu målrettes børn og familier i udsatte positioner – et af konferencens gennemgående temaer. Forsker Johanne Smith-Nielsen supplerede den efterfølgende debat med at sige, at hun ville prioritere universel opsporing blandt alle børn efterfulgt af en målrettet indsats, dér hvor behovet er størst. Selvom ”styrkelse af det tværfaglige samarbejde” var det fokusområde, som havde fået færrest stemmer, blev konferencens afsluttende kommentar fra en deltager alligevel: ”Selvom vi prioriterer de tidlige indsatser, må vi ikke glemme det tværfaglige samarbejde - og lige nu er der et kæmpe potentiale for at styrke det”.


Links

 

Skriv en kommentar

Støt os:

Du skal vælge beløb!

Bliv Medlem - Og støt os

Klik her
Tilmeld dig vores nyhedsbrev