Generalforsamling 2019: Center for Børneliv får ny formand

Mandag d. 25. marts holdt Center for Børneliv sin årlige generalforsamling. Her indtrådte to nye medlemmer i bestyrelsen, og Klaus Wilmann, tidligere formand for Børnerådet, overtog formandskabet i Center for Børneliv.

Susanne GF

Klaus Wilmann ny formand i Center for Børneliv
Efter 4 års formandskab valgte Susanne Dahl, ledende sundhedsplejerske i Frederiksberg Kommune, på generalforsamlingen at give formandsstafetten videre til Klaus Wilmann, tidligere næstformand i bestyrelsen. Susanne var en af de drivende kræfter helt fra centrets spæde start, og vi er glade for, at Susanne fortsætter i bestyrelsen som menigt medlem. Klaus Wilmann, der tidligere har været formand for Børnerådet, har igennem en årrække beskæftiget sig med børn og familiers trivsel – en viden og erfaring han tager med sig ind i formandskabet for Center for Børneliv.

”Center for Børneliv er en lille forening med store mål, og vores opgave er først løst, når socialrådgivere, pædagoger, sundhedspersonale og andre der arbejder med børn, har adgang til den nyeste viden, og rum til at bruge den.” (Klaus Wilmann, formand i Center for Børneliv)


Nye medlemmer til bestyrelsen
På generalforsamlingen blev to nye medlemmer også valgt ind i centrets bestyrelse: Mette Ellegaard (pædagogisk konsulent i Frederiksberg Kommune) og Sofie Danneskiold-Samsøe (lektor og ph.d. ved Socialrådgiveruddannelsen på KP og NUBU) arbejder begge med børn og familiers trivsel og udvikling – og kan ud fra hver deres faglighed bidrage med deres syn på, hvordan vi sikrer gode børneliv.

Fokus på far – i forskning og praksis
Generalforsamlingen bød også på et fagligt oplæg fra centerleder Ida Storm og projektleder Julie Ellesøe Jespersen om 'Bedre inddragelse af fædre'. På oplægget formidlede de nordisk og international forskning om fædre på baggrund af Center for Børnelivs vidensnotat til projekt 'Til Gavn for Barnet' – et projekt der har udmøntet sig i tre praksisprojekter, hvor sundhedsplejersker i Ringsted, Thisted og på Frederiksberg har udviklet et gruppetilbud for fædre i sårbare familier.

Se slides fra oplægget 'Bedre inddragelse af fædre' her.

Ledende sundhedsplejerske Bente Haargaard og netværkskoordinator Anne Madsen fra Ringsted Kommune supplerede oplægget med fortællinger fra arbejdet med fædregrupper i praksis. Det var her spændende at høre, at fædregruppen i Ringsted er blevet et særligt socialt fællesskab, hvor fædrene har fået mulighed for at spejle sig i andre fædres erfaringer – ofte med visheden om, at de ikke står alene med de udfordringer, som fylder meget hos en stor del af disse fædre.

'Fædre på forkant'-projektet afsluttes i efteråret 2019, hvor Socialt Udviklingscenter SUS og de tre projektkommuner samler op på projektet.

 

 

Skriv en kommentar

Støt os:

Du skal vælge beløb!

Bliv Medlem - Og støt os

Klik her
Tilmeld dig vores nyhedsbrev